Een og tyvende Sang
Saturnus, med de hellige Eneboere.
Saturnus, med de hellige Eneboere.
Op til min Herskerinde mine Blikke,
Og med dem Siælen, atter fast sig vendte,
Saa jeg al anden Idræt ændsed ikke.
Hun smiled ei, men sagde: „Hvis det hændte,
Jeg smiled nu, det vilde gaae dig lige
Thi hvis min Skiønhed, der i dette Rige
Opflammes meer og meer, altsom tilsammen
Vi opad Himmelslottets Trapper stige,
Ei dæmpet blev, da vilde Skiønhedsflammen
Din dødelige Styrke snarlig fælde,
Som Lynet river Grenene fra Stammen.
Opløftet er vi til det Lys, du tælle
Kan som det syvende, og nu see skinne
Følg dine Blikke da med Hu og Minde,
Og lad det Billed speile sig i Øiet,
Som du vil see i dette Speil herinde!"
Enhver, som vidste, hvor mit Syn fornøied
Sig ved det salige Ansigt, da jeg dreied
Mig bort fra det og hendes Villie føied:
Han vilde slutte let, hvor glad jeg pleied
At lyde Herskerindens Bud og Tale,
Naar han det Ene mod det Andet veied.
I hiin Krystal, der trindtom Jordens Dale
Navn, under hvem al Ondskab laae i Dvale,
Saae jeg, liig Guld, belyst af Straaler skære,
En Stige sig saa høit modoven hæve,
At Synet ikke did mig kunde bære.
Derhos jeg nedad Trinnene saae svæve
Udgydte her, der trindt paa Himlen bæve.
Og som ved Daggry Kragerne i Skare
Af medfødt Drift sig røre, for at bringe
Ny Varme i de kolde Fiær, og fare
Derefter enten bort med udstrakt Vinge,
Hvad heller til det samme Sted tilbage,
Mens andre dvælende i Kreds sig svinge:
Til deres Færd var denne Gnistren Mage,
Som brød paa eengang frem, og derpaa sænked
Sig ned, for Plads paa visse Trin at tage.
Og Den, som nærmest foran os var bænket,
Blev nu saa lys, at ved mig selv jeg mæled:
Jeg seer den Kiærlighed, du har mig skienket;
Men hun, fra hvem jeg fik, hvorhelst vi dvæled,
Min Tales Naar og Hvad, staaer endnu stille,
Thi vil jeg tie, skiøndt af Lyst besiælet.
Da sagde hun, som skued, hvad jeg vilde,
I ham, der skuer Alt med sine Blikke:
„Luk op for dine Længslers hede Kilde!"
Og jeg begyndte: Skiøndt min Værdskyld ikke
Fortiener Svar, jeg beder dig ved hende,
Der tillod mig et Spørgsmaal frem at skikke,
Du salige Liv, som dvæler skiult histinde
I Glandsen af din Fryd! o lad mig vide,
Hvorfor du her saa nær ved mig vil skinne;
Og siig mig, hvorfor tie her de blide
Paradiissange, som man hist kan høre
Fromt giennem alle lavere Kredse glide?
„De samme Grunde," svared han mig, giøre,
„At hun ei smiler her og ei man kvæder;
„Thi som dit Syn, er dødeligt dit Øre.
„Nedad den hellige Stiges Trin jeg træder
„Saalangt, ikkun for dig at skaffe Gammen
„Ved Talen og det Lys, der mig beklæder.
„Med dig saa snelt; thi Kiærligheden luer
„End meer histoppe, som du seer af Flammen.
„Men den ophøiede Godhed, hvem det huer
„Os til Guds Forsyns Tienere at danne,
„Lodskifter ene her, som du det skuer."
Vel kan jeg see, jeg mæled, at den sande,
Frie Kiærlighed er nok til her at lyde
Det evige Forsyns Bud i disse Lande;
Men, hellige Lys! Eet kan jeg ikke tyde:
Hvorfor det netop var bestemt forinden,
At dette Hverv kun skulde dig tilflyde.
Knap lød mit Ord, før med fordobblet Skinnen
Jeg saae hiint Lys omkring sit Midtpunkt fare
Snelt, som en Mølle dreier sig for Vinden;
Og hørte Kiærligheden i det svare:
„Det Lys, jeg dvæler i, med Straaler klare,
„Hvis Kraft sig med mit eget Syn forbinder,
„Og løfter mig op over mig, til Øiet
„Den Væsenhed kan see, hvorfra det rinder.
„Derfor det er, jeg flammer saa fornøiet;
„Thi altsom mine Blikke klare blive,
„Saa vorder Flammen ligerviis forhøiet.
„Men selv den Siæl, Guds Straaler meest oplive,
„Seraphen, der med ufravendte Blikke
„Betragter ham, kan intet Svar dig give;
„Thi hvad du spørger om, er Ting, der ligge
„Dybt i de evige Loves Afgrundsgiemme,
„Og derhen naaer den skabte Synskraft ikke.
„Siig dette høit, naar du engang er hiemme,
„At ei den dødelige Jord skal røre
„Mod sligt et Maal sig og sin Afmagt glemme!
„Den Aand, som lyser her, hist Taager sløre;
„Døm selv, om den paa Jord da vel har Evne
„Til det, som den i Himlen ei kan giøre."
Saa standsed mig hans Ord, at i vort Stævne
Jeg lod mit Spørgsmaal nu til Ro sig lægge,
Og bad ham ydmygt blot om sig at nævne.
„Italiens Kyster, høie Klipper stande,
„Og dybt gaaer Tordenen under deres Vægge.
„En Knude, kaldet Catria, de danne,
„Og under den et Kloster ligger fiælet,
„Bestemt til kun at dyrke Gud, den sande."
Saalunde tredie Gang han til mig mæled
Og vedblev saa: „Paa dette Sted slig Iver
„Mig efter Gud at tiene fromt besiæled,
„Med Lethed udholdt baade Kuld og Hede,
„Fornøiet i den Ro, Betragtning giver.
„For Himlen her; men nu er tomt det blevet,
„Hvad snart man mærke skal paa Jord dernede..
„I dette Kloster, som jeg har beskrevet,
„Jeg Petrus Damianus var (ved Stranden,
„Mit dødelige Liv stod alt ved Randen,
„Der nu fra een Slet vandrer til en anden.
„Barfodede og magre fordum ginge
„Et fattigt Herberg, deres Kost de finge;
„Men nutildags maa Præsten have Støtte
„Fra begge Siderne og bagfra lettes,
„Thi han er tung og kan sig selv ei flytte.
„Med udbredt Kaabe han paa Hesten sættes,
„Saa tvende Fœ gaae under samme Dække
„O Taalmod, at du ei omsider trættes!"
Ved denne Røst saae jeg fleer Lys i Række
Fra Trin til Trin gaae ned og rundt sig svinge,
Og med hver Svingning voxed deres Tække.
Om Hiin de samled sig og lode klinge
Jeg kan med denne Lyd i Ligning bringe,
Som ei jeg fatted, døvet af dens Torden.