Nei, Forfængelighed er det ikke,
Naar jeg taus for Speilet stille staaer,
Og, fordybet selv i mine Blikke,
Drømmer bort de smertefulde Aar.
O, jeg veed, at rynket er min Pande
Og min Læbes Varme duftet hen,
Og jeg veed, at Tidens dybe Vande
Bringe ikke Roserne igjen.
Det er ei om Kindens friske Rødme,
Ei om Haarets gyldne Lok jeg seer,
Det er ei om Smilets milde Sødme,
Ak, jeg veed, at jeg har mistet Meer.
Jeg har mistet Tankens fromme Stilhed,
Jeg har mistet Sjælens Rosenvaar,
Og mit Hjertes elskovsfulde Mildhed
Har jeg mistet, jeg er kold og haard.
Om det Tabte har jeg kun eet Minde,
Ikke meer, det er mit eget Blik;
Naar jeg møder det, saa kan jeg finde
Der igjen, hvad i mit Liv forgik.
Thi mit Øie har endnu den samme
Milde Glands, som Hjertet mistet har,
Og mit Blik endnu den rene Flamme,
Som forlængst i Tanken slukket var.
Og naar længe, drømmende jeg sænker
Øiet i mit Øies Dybder ned,
Er det, som Erindringen mig skjænker
For en Stund min Barndoms Morgenfred.
Nei, Forfængelighed er det ikke,
Naar jeg taus for Speilet stille staaer,
Og, fordybet selv i mine Blikke,
Drømmer bort de smertefulde Aar.