Min lyse Drøm om Kjærlighed,
Du søde Barn, der banker
Paa Døren hvergang Nattens Fred
Husvaler mine Tanker!
Du stille Barn, med blegen Kind
Og dybe Stjerneblikke,
Drag atter i mit Hjerte ind,
Hun hører dig dog ikke.
Dit bange Trin for sagte var,
For tunge dine Sukke,
Den Længselsblomst, du stille bar,
Har hun ei Lyst at plukke.
Den Trofasthed, veemodig, mild,
Der bæver i dit Øie,
Som Maaneglands, med dæmpet Ild,
Kan ikke hende bøie.
Kan du ei laane Solens Pragt
Og Foraarsstormens Mæle,
Og i en borget Blomsterdragt
Ved hendes Tærskel knæle;
Kan ikke høit, med klingert Ord,
Du om den Elskov tale,
Der dybest i et Hjerte groer,
Som Blomst i stille Dale —
Da gaa igjen hvorfra du kom,
Du stakkels Barn af Smerte!
Og deel med mig min Fattigdom
Og hviil dig i mit Hjerte.
Jeg bærer dig, min Kjærlighed!
Trofast i al Forandring,
Til Aftenstjernen smiler ned
Paa Maalet for min Vandring.