Cantate
Ved Indvielsen af et nyt Huus.
Ved Indvielsen af et nyt Huus.
I.
Chor af Huusaander.
Vee os! hvorhen skal vi flye,
Alle vi skjælvende Smaa?
Hvor i den larmende By
Er der et Skjul og en Vraa?
Hør, hvilken Tummel og Trampen og Støi!
Huset gjenlyder af Fremmedes Trin,
Koldt gjennem Dørenes aabnede Fløi
Blæser en hjerteløs Vind.
Her, hvor vi boede saa luunt og saa net,
Byggede Reder, som Fuglene trygt,
Her, hvor vi sysled, og slumrede let,
Bliver saa tomt og saa stygt.
Bange vi sidde ved Kakkelovnsdør,
Ilden er slukket og Stuen forladt;
Hvor skal vi rede vort Leie som før,
Hvor skal vi sove i Nat?
Vee os! hvorhen skal vi flye,
Alle vi skjælvende Smaa?
Hvor i den larmende By
Er der et Skjul og en Vraa?
Nissen.
Recitativ.
For Pokker dog, hvad er det for en Støien!
Har I nu Tid at sidde her og flæbe,
Naar gamle Mænd, som jeg, selv kaste Trøien
Og i de bare Skjorteærmer slæbe!
Hvor vi skal hen? Men veed I det da ikke?
Vi flytte, Børn! Paa Landet skal vi ligge.
Pastorale.
Hist, hvor det uldne Lam paa Engen gaaer
Og kalder barnligt brægende sin Moder;
Hist, hvor den tankefulde Kvie staaer
Og tygger nøisom-glad sit grønne Foder,
Hvor Spurven kviddrer over Vesterbro
Og Frøen kvækker i de stille Nætter:
Der er et Sted, imellem Huse to,
Som kjærligt Nabo-Samliv os forjætter;
Der skal vi flytte hen, der skal vi boe
I landlig Ro.
Gjæstfrihed, Huuslighed,
Orden og Flittighed!
Venlighed, Nøisomhed,
Munterhed, Vittighed!
Alle I Smaa
Med Vingerne paa,
Fra Sal og fra Stue!
Vil I med, saa kom, der er Plads i min Bøtte,
Jeg svinger min Hue,
Hurra! idag skal vi flytte!
Det gamle Huus.
Romanze.
Nu drage de bort med den sidste Vogn,
Mine Stuer blive saa øde,
Ilden er slukket i Skorsteen og Ovn,
Kun i Asken Emmerne gløde.
Det er som naar fra et Menneskes Bryst
Langsomt Glæderne drage;
Skjult under Asken bliver til Trøst
Mindet tilbage.
Thi Huset ligner en Strængeleg,
Som Sjæl kan faae, naar den røres:
Stuerne tale, den stille Væg
Giver Klang af Livet, der føres;
Og var det fyldigt og rigt og smukt,
Kan, som skjælvende Strænge,
Mindet derom, skjøndt Døren er lukt,
Gjenlyde længe.
I Mænd, hvis lystige Skjemt og Sang
Mine Mure gav dobbelt Stemme!
Kvinder, hvis lønlige Sukkes Klang
Taus og trofast Stenene gjemme!
Jeg sender min blaalige Røg til Farvel
Ud mod Landet, det friske;
Tidt vil om gamle Venner i Kveld
Væggene hviske.
II.
To Svaler.
Duet.
Kvivit, Kvivit!
Velkommen paa Landet!
Vi er fløiet herind
Med en Morgenvind
Over Skoven og Klinten og Vandet.
Kvivit!
Vi har skyndt os afsted
Gjennem Solskin og Støv,
Vi har Hilsener med
Fra Lydersløv.
Kvivit, Kvivit, Kvivivit!
Den Første.
I Haven, i Skjul af en Æblegreen,
Sad jeg igaar,
Da kom der fra Huset en gammel En,
Hvidt var hans Haar.
Han røg paa sin Pibe, han saae sig om,
Luften var klar,
Og da han i Skyggen af Træet kom,
Blev han mig vaer.
Da nikked han venlig og sagde mildt:
Lyt til mit Ord!
Jeg beder dig, Fugl! at du flagrer snildt
Op imod Nord.
Og finder du Børnenes nye Hjem,
Flyv saa derned,
Og siig, at du bringer fra Præsten dem
Hilsen og Fred.
Den Anden.
Jeg fløi over Taget
Med Aftenens Vinde,
Jeg saae en bedaget
Huusmoder derinde.
Forstandigt var Øiet
Og Laderne milde,
Hun gik saa fornøiet
Og syslede stille.
Hun saae mig bag Rude,
Da lød hendes Tale:
Luftseiler derude,
Letbyggede Svale!
Jeg beder dig være
Mit Bud og min Terne,
Flyv hen til de Kjære,
Jeg favned saa gjerne.
Det Bedste, jeg eier,
Det skal du dem bringe;
Frygt ikke, det veier
Kun lidt paa din Vinge.
Jeg fylder ei Kruset
Med Penninger blanke,
Jeg sender til Huset
En Kjærligheds Tanke.
Begge.
Kvivit, Kvivit!
Farvel for i Sommer!
Naar det grønnes i Vaar,
Til næste Aar,
For at bygge vor Rede vi kommer.
Kvivit!
Ei et straalende Slot
Er vor Lyst maae I troe;
Ikkun kjærligt og godt
Vil Svalen boe.
Kvivit, Kvivit, Kvivivit!
Det nye Huus.
Recitativ.
Jeg færdig stod, min Fod af Kampesteen
I Jorden plantet var, min Væg var muret,
Og hver en Rude straaled blank og reen
Fra Kjeldervinduet op til Jomfruburet.
Varmt skinned Sommersolen gjennem Grene;
Men jeg var kold og død, jeg stod alene.
Et øde Huus, hvori der Ingen boer,
Er som et Bryst, før Kjærligheden kommer;
Det vender Dør og Vindue imod Nord
Og kjender ingen Sol og ingen Sommer.
I Hjertet tændes Livets Fryd og Smerte,
Og Arnestedet, det er Husets Hjerte.
Nu føler jeg først rigtig, jeg er til,
I mine Mure Glædens Pulse banke,
Jeg sanker Venner om min Arnes Ild,
Og hver en Røgsky er en gjæstfri Tanke;
Jeg lytter til de ungdomsglade Røster,
Jeg seer mig om, og Livet mig forlyster.
Chor af Gjæster.
Som Jøderne gik i det glohede Sand,
Indtil de var Kanaan værdig,
Saa vanked vi her i Landflygtigheds Stand
Saalænge til Huset blev færdig.
Vel døde vi hverken af Tørst eller Sult,
Men ofte vi stode, naar Hjertet var fuldt,
Som Moses ved Grændsen og titted
Med Længsel indover Stakittet.
Og Murene reistes og Taget derpaa,
Det vared i Uger og Dage;
Omsider saa lod vi en Speider udgaae,
Han hented et stort Stykke Kage.
Da saae vi, at Landet var frugtbart og godt,
Velsignet mangfoldig med Tørt og med Vaadt;
Nu, sagde vi, lad os i Klynge
Gaae rundt omkring Muren og synge.
Og muntert vi droge med Spil og med Klang
Igjennem de aabnede Porte;
Fra Huset vi skal med vor lystige Sang
Nok holde Philistrene borte.
Og kommer der nogen, saa er det tilpas,
Vi slaae dem paa Flugt med de klingende Glas,
Og raabe fra Voldenes Tinde:
Hurra for vor Vært og Værtinde!
Vægteren.
Om I vil Tiden vide,
Husbonde, Pige, Dreng!
Da er det paa de Tide
Man føier sig til Seng.
Jeg varer dette Huus;
Tag I Jer Hat
Og siig Godnat
Til Værtens Fad og Kruus.
Afskeds-Chor af Gjæster.
Alt stiger Maanen over Kyst,
Godnat, Godnat!
Hav Tak for denne Aftens Lyst,
Godnat, Godnat!
Det nye Huus vi Lykke spaaer,
Godnat, Godnat!
Det slægter paa den gamle Gaard,
Godnat, Godnat!
Nu er det Tid at skilles ad,
Godnat, Godnat!
Sov sødt og vaagn i Morgen glad,
Godnat, Godnat!
Maanen drager over Huset.
Jeg seiler høit paa min Sølverbaad
Henover Skoven;
Hver stille Tanke, hver lønlig Daad
Seer jeg fraoven.
Og hvor jeg finder et kjærligt Liv,
Aabner jeg Øiet,
Og staaer, som over sit Barn en Viv,
Smilende bøiet.
Jeg seer et Huus mellem grønne Træer,
Blomsterne dufte;
I Haven svæve ved Stjerneskjær
Svalende Lufte.
Hos Fader staaer og hos Moder from
Børnene stillet;
Ret aldrig saae jeg, hvorhen jeg kom,
Smukkere Billed.
Den venligt syslende Nøisomhed
Dugen dem breder,
Og Kjærligheden med lette Fjed
Sengene reder.
Sov sødt derinde! Jeg maa i Kveld
Videre vandre;
Jeg siger Eder et ømt Farvel:
Elsker hverandre!