Kalliope
→
Poets
→
Hans P. Lunde
→
First lines
Hans P. Lunde
(1859–1949)
Works
Poem titles
First lines
Biography
Søg
A
Ak, I Roser!
Aldrig glemmer jeg hine Aar
B
Blomstersprængt er Aaen
D
Dagens Lyd er nu døde
De gaar og ser paa Kornet
Den grønne Eng er klar af Dug
Den lille Per med den store Hat
Der bor en Mand
Dér hvor Klinten buger
Der ligger én
Der lyder saa guddommelig en Sang
Dér staar du, Klokkelil, og blomstrer frit
Der staar en Tue gemt i Græsset
Der var en Mand, en lille Mand
Det knager og knirker i Tagværk og Slyder
Det mørkner. Under Landsbygadens Hylde
Det suser i Natten, den mørke Nat
Det var en Aften ind i Høst
Det vaa’ en aa’en Pinsedav
Dit gyldne Næb, du stille Fugl
Du synger ikke, Kukker
E
Else, yndig hvid og rød
F
Fløjter — klare Fuglefløjter
Fra denne Alp i et Højland
Fra Sovn te’ Sovn han gaar sin Runde
Fryd dig, Menneske, naar du ej
Fynbo’n han æ’ frisk aa brav
Faa er de Toner, Finkelil, du byder
G
Glædens røde Roser
God Avten! — Her er nok
Grønungdoms-Børn!
H
Han gaar ud i den hvide Vinternat
Han trykkede min Haand saa fast
Han var mig kær, den mørke Hest
Her bryder Jorden intet Steds sig vildt
Her bølger Fynslands Jordsmon skønt og stormfuldt
Hvad ligger dér
Hvert Straa paa de gulsvedne Agre
I
I den lyse, glade Tid
I den stille Sommernat, ved Gry
I Fyn, det blide, skønhedsrige Land
I Morgen er jeg femten Aar!
J
Ja je’ ha’ møj te’ ov’s for Jens
Ja Klokken er to, vi skal op af vor Seng
Je’ tjente i Knud Nielsens Gaar’
Je’ tjænte hos en Enke
Je’ vented dig den hal’e Nat
Jeg gik mig ud fra Hjemmet
Jeg rider hjem fra Ploven
Jeg sa’e, ved vi gik
Jeg sanser, og jeg sanser ej
Jeg sidder uden for Porten, ene
Jeg slæntrede bag Ploven
Jeg staar ved Gavlen, i Sol og Læ
Jeg vaagner op til Slid paany, helt øm
Jens Peder gaar i Marken
Jætte aa Jør’en passed Kør aa Faar
Jørgen var en mild og munter Svend
K
Kommer du i Aften
L
Langs Hveden og Rugen slynger
Luften er skyet — det har nylig regnet
M
Mi’ bedste Husbond det vaa’ Mads
Mi’ Rov er mu’n, mi’ Le er skarp, aa Ke’sten
Mi’ Stei blev smal, mi Vej blev tranj
Mi’ Tipold’fár te’ Hovning gik
Min Piges Øjne er saa smukke blaa
Morten gik ud i sin Faders Eng
Muld dækker mine Hænder
N
Naturen svulmer paany af Vaar
Naturens yndefulde Barn
Nu brister helt den Lykkedrøm
Nu er min Lyst det røde Guld
Nu gaar du bag den fjærne Skov
Nu kalder Instrumenter
Nu lyder Fabrikernes Fløjter derude
Nu planter Gryet sin Guldviol
Nu se’er di, a’ alt ska’ gaa
Nu tindrer Stjærne ved Stjærne
Nu væk med Spade og med Rive
Naar jeg en Midvinterdag
Naar vi er sammen, du, vi to alene
O
O frugtbare Fynsland
O gyldne Barndomstider, da
O lille Bæk, endnu som før du rinder
O skønne, vilde Højbjærgegn
O aa kold, saa strid
Og Gertrud sidder ved sin Faders Gaard
Op atter en Dag nu rinder
P
Paa Herremandens Marker staar
Paa Landet, ja dér er det lifligt at bo
S
Se, nu ligger Marken atter nøgen
Skonnert Sigyn gaar ud! En Foraarsdag
Solskin, Sne og Spurvekvidder
Sommervindens søde Melodier
Søren pløjed si’ Husbonds Jord
Saa mange Døgn før Kørmes Lærken slaar
Saa sér, for sidste Gang, jeg da
T
Til din Dal ved fjærne Alpehøjder
Tre Piger gik og sukked
Tæt ved Vejen der staar et Træ
U
Ungdoms Venskab, friskt og frodigt
V
Ved Aaen vanker en Pigelil
Vel gennem Tiderne jeg tav
Vi ska’ jo væ’ her, gammel, syg og arm
Vi stryger som Svaler
Y
Yderst følsom er hun, intet kan bestikke
Å
Aa Ane, hvo’ du dov æ’ fin!
Aa, há’e je’ dov blot en Márk