Her bryder Jorden intet Steds sig vildt,
er hverken majestætisk eller dyster;
den breder sig saa jævnt, saa trygt og mildt
med lave Bølger ud mod sine Kyster —
som om en venlig Haand har glattet efter,
fordi her gemte Mulden store Kræfter.
Her staar i Sø og Kær, i Aa og Bæk,
der klare som Krystal i Enge rinder,
dybt mejslet Himlens Pragt i rene Træk
og ømt om fordums Lyst og Vé mig minder.
Her grønnes Pilehegn i brede Border
langs Vej og Gyde, om de fleste Jorder.
Her gror det kraftigt som paa Nilens Bred;
tit segner Sæden, før den Staalet rammer,
men kun, hvor den tildels er købt med Sved;
fra Flid og Fremskridt Mesteparten stammer.
Af Sølvtøj bugned forhen Kistebunden,
men siden er det dybt af Dyngen svunden.
Her svinger Strandens Maager sig mod Regn,
og Viben højt i Foraarsnatten hviner.
Gulspurv, Bomlærke kvidrer fra hvert Hegn;
sin Rede Svalen op i Stalden kliner.
Og her som overalt, hvor Jord de dyrke,
fortoldes Høsten af en Graaspurvstyrke!
Her suser Vinden frisk fra Søen ind
med Duft fra Hø paa Strandens vide Enge.
Her runder mangen Piges Bryst og Kind
sig fuldt, og Karlene er ikke Drenge.
Ungdommens Øjne har den blide Ynde,
om den end her som andetsteds kan synde.
Her lukker Løvet sig om Hus og Gaard,
saa Væg og Tag kun pletvis er at skue.
I Maj, naar alle Frugttrækroner staar
hver med den nydeligste Blomsterhue,
og Øjet fanger Bølgeglimt fra Fjorden,
da er her skønt, da kan jeg kysse Jorden.
O Hjemstavn, altid skøn og frisk for mig!
o Moderjord, hvor Livets Lyst og Smærte
mig bandt med stærke Rødder fast til dig,
jeg var dig ej saa fjærn, at jo mit Hjærte
var hos dig, og at jeg jo tusend Tanker
til dig lod flyve over Bælt og Banker.
Hver Gang jeg, fjærnt fra dig, har mærket Duft
af Vaar, af Hø, af Hyldens hvide Skærme,
da aanded drømmende jeg i din Luft.
Og naar jeg hørte Sus af Løvets Sværme
og saa dem hvirvle hen langs Hegn og Huse,
da var det dine Træ’r, jeg hørte suse.
Her ser med Vemod jeg i Vest og Syd
Skovegnens Højder hvidne, grønnes, blaane.
Herude bliver jeg som Barn paany,
mens Minder staar, i Lys af Sol, af Maane,
og ser paa mig fra Mark, fra Aa, fra Enge
med ømme Blik: Vi vented dig saalænge . . .