Dér hvor Klinten buger
sig i Fjordens Favn,
Sommerfesten suger
fra den ganske Stavn
strømmevis det unge Blod.
Jeg var med en Gang —
som en Bondeknøs er med,
naar Instinkt og Trang
drev ham udensogns af Led,
vinged Hælen paa hans Fod!
Sejlende kom Søfolk til,
brændt’ af Tropesolens Straaler,
og gav muntre Mellemspil.
De drak dybe Venskabsskaaler,
blanded paa en Maade Blod.
Snart den brune Sværm fo’r hen:
under Sang og Hurlumhej
svandt de glade Verdensmænd
ad den vaade Glimrevej,
mens de kasted Kys mod Land.
Jeg var med — for første Gang,
vaarberust, forventningsfuld.
Solens Kilde fyrigt sprang;
der gik Duft at Strand og Muld.
Flag og Vimpler bølged let.
Og for første Gang
dér jeg Grete saa.
Sytten Somre gammel,
liljehvid og rød,
velskabt, mørk og sød
var hun. Blikket, ensomt, blaat,
uskylds-ensomt, natteblaat,
dybt af dunkle Drømme,
om i Salen gik,
medens Strømme
af Musik,
stærke varme,
kælne, ømme,
sprudled i den hede Luft.
Som en skøn Statu
stod hun, hed af Dans,
svulmende i Vrimlen,
naar Musikens Vejr,
der fik Salens Lejr
til at bølge som et Hav,
for et Par Minuter tav; —
stod omtrent som baade
Sjæl og Legem sov,
medens Traade,
spændt til Rov,
laa om hende;
Bøn om Naade
myge Mandsblik hende bad.
Hvor hun dansed let,
aa, saa let, saa fast og smukt;
hun var en Sylfide
mer end mangen én,
der paa Jomfruben,
pragtfuld, stryger Sten
paa de store Stæders Strøg,
fulgt af Junker Valensløj
med og uden Kaarde.
Ikke Guld men Ar
hendes haarde
Hænder bar . . .
Hun i en af
Egnens Gaarde
ærligt tjente for sit Btød.
Ved det røde Gry
Sommerfestens Trolddom svandt.
Besk var denne Morgen,
graa som gammel Sne:
Jeg gik hjem med Vé,
medens Lyd af Spil og Dans
gøgled sagte for min Sans.
— Ak! ved næste Møde
stod hun sky og bleg.
Skammens røde
Luer steg
højt i Kinden;
Øjets Øde
stirred stift
som en Ligstens tunge Skrift.
Tavs hun fulgte
Herregaardens Malkepiger,
ogsaa tit Comtesser kaldt.
Taagen dryppede og dulgte
Dødens Færd i Somrens Riger.
Tyst og stændig Løvet faldt . . .