Faa er de Toner, Finkelil, du byder;
din jævne Visestump jeg overhører,
naar Nattergalens Tryllefløjte lyder;
men siden — ofte — den mit Hjærte rører,
naar Sommersuset blødt i Haven syder;
ad skjulte Stier den min Tanke fører.
Du maner søde, længst henfarne Tider
frem for mit Syn, til Smærte: Minder, Drømme,
længst stilned, siver ind, i Brystet svider.
— O Toner, barnlig-simple, klare, ømme,
. . . Erindrings Spejl, I bedre paa mig bider
end Harper, Horn, Koncertmusikens Strømme.