Han gaar ud i den hvide Vinternat,
ad en Tværsti, som fører op i Skoven.
Bøssen har han med Rendekugler ladt.
Han er bomstærk og ofte svært forvoven.
Han er snar, — dog de tog ham jævnlig fat,
men han bryder sig ej en Døjt om Loven,
han trodser de almægtige foroven.
Han gaar ind mellem Skovens stille Træ’r,
hvor kun Striber af Maaneskinnet lyser.
Som en Sten staar han stille hist og her,
selv naar kun en Kat i hans Nærhed nyser;
agter skarpt paa hver en Lyd fjærn og nær,
men saa rolig; af Angst han ikke gyser.
Længe sidder han paa Lur, mens han fryser.
Hvilket Drøn, naar med ét han giver Fyr!
højt det gjaldrer gennem Bjærgenes Stilhed,
og af Skræk sitrer alle Skovens Dyr.
Det er, som en Magt af en titanisk Vildhed
bryder løs fra sit Skjul og Rædsler spyr.
— Mod ham Skytten paa Godset gaar med Snildhed
og en Ildhu, der ej hæmmes af Mildhed.