I
MARTS
Jeg staar ved Gavlen, i Sol og Læ,
og saver Bøgens det friske Træ.
Og Lærken, som kvidrer i Rimfrost-Luften,
og Hønsenes Kaglen og Spurve-Halløjet
og Solen, der skinner, og Bøgetræs-Duften,
det gør mig saa nynnende foraars-fornøjet.
Og Haab og Længsler og dunkel Lyst,
de jager en Storm igennem mit Bryst.
Jeg føler en gudevelsignet Gysning.
Og Sorgerne s vinde, Fornuften tier;
al Verden mig vinker i Foraars-Belysning,
jeg fløjter, jeg synger frisk op Melodier!
I Grøften ligger en Bunke Sne,
men jeg kan ikke desmindre se —
og vejre, naar Vinden sender mig Duften
fra Naboens »Guldgrube« og fra hans Agre,
der gødes, at nu er der Foraar i Luften;
jeg føler en knusende Lyst til at flagre!
II
APRIL
Jeg gaar og harver Jorden op;
det er en Fest for Strandens Maager,
de møder her i sluttet Trop,
for Havens Stære, Skovens Raager.
Med Skrig de kredser om min Harve,
de hugger uden Dom hver Krop,
hver Orm og hver en lille Larve,
de krumme Tænder løfter op.
De brune gaar med knebne Skridt
og trækker dødt paa deres Skanker,
(vi standser, naar vi ser vort Snit!)
For Blæsten flyver deres Manker
og deres tykke, side Haler,
og tungt gaar jeg, og trættes lidt
og ønsker mig et Par Sandaler.
Men aa, hvor Solen skinner hvidt!
Der jager Skygger af og til
hen over Egnens lyse Agre —
som Sol og Sky’r og Vind det vil.
Højt ellevilde Lærker flagre;
der’ søde, friske Toner sitre
i Vestenvindens dybe Spil
og fryder mig, og mine bitre
og tunge Tanker maa gaa til.
Og jeg maa have Luft i Sang
for al min Fryd, for al min Længsel,
for al min stærke Frihedstrang,
saa Hjærtet ej skal dø i Fængsel.
Og hist paa Bakken, nær ved Skoven
gaar ogsaa én i sindig Gang
og synger gladeligt, bag Ploven,
de Viser, som for ham har Klang.
Vi vandrer op, vi vandrer ned,
vi vandrer frem, vi gaar tilbage,
og det gi’r efterhaanden Sved —
for dem, der Harven med skal drage;
det tærer listeligt paa Davren,
skønt Flæskerytteren var bred
og Fo’ret tungt af Ærte-Havren,
og jeg lidt sent i Marken red.
De brunes Øjne staar med Smil,
idet jeg løser op for Sækken
med Hakkelsen. Vi holder Hvil
ved Hegnet, som gaar ned til Bækken.
Jeg lægger mig paa Grøftevolden,
hvor Græs og Blomster nu (April)
ta’r Vækst, og fjærner Flasketolden;
for jeg har gaaet tvende Mil!
Det suser i det store Hegn.
Jeg drømmer, lader Tanken glide
med Skyen mod en fremmed Egn,
ud over Land og Hav, saa vide,
fra disse kære, fromme Sjæle,
der snød mig under Venskabs Tegn,
fra Ævl og Vrøvl og alt det fæle,
som staar hver magtløs Mand i Vej’n.
Og først da Krybben helt er tom
og af de brydevorne Heste
paa Grøftediget stødes om,
saa gaar jeg over til det næste:
at gi’ dem Milerne i Munden.
Og atter, med en velfyldt Vom
gaar vi den Vej, hvorfra vi kom.