Ja je’ ha’ møj te’ ov’s for Jens,
det kaa’ je’ enjga ette næjte,
han vel jo gærne væ’ te’ Vens
Men snakker han om Givte’maal,
oh, da er je’ som Stejn aa Staal!
Je’ holder aa a’ Knud, oh ja!
Han kredser om mig alle Vegne
aa føl’er mig fra Fæst, endda
han er kun for e’ Drenj aa rejne;
aa vil je’ ette givte mig
med ham, saa rejser han si’ Vej.
Det truer han da jævnlig med,
aa je’ er li’e ve’ a’ græ’e
saa tit, forde han ve’ a’ Sted.
Men gøre ham den store Glæ’e,
aa tage ham te’ Ægtemaanj,
je’ ’verken vil, ejhe’er kaanj.
Je’ gø’ dem li’e, Jens aa Knud,
forde di er mig li’e kære;
enhver forstaar, a’ begges Brud
de kaa’ je’ da umulig være.
Men al den Trøst, som je’ formaar
aa gi’, de arme Asner faar!
Je’ trøster dem, kaa’ je’ da vel
faasvore aa gaa med te’ mejre,
naar je’ ska’ gøre Ret aa Skel?
Oh! det er svært, naar der er flejre,
aa Sa’en bliver dov’elt svær,
naar vi kun énj har rejde kær.
For aller, aller, aller mejst
je’ holder a’ vo’ Nabos Ole,
om aa de aan’re ejer flejst —
langt flejre Penge; je’ kaa’ stole
saa fast paa ham som paa me’ sæl’,
ja nok saa fast, den søje Sjæl!
Han tier mere end han tal’,
det ligger ej te’ ham aa snakke,
men han e’ ske’kele’, — for al
den Sta’s, je’ har, je’ ham kaa’ takke,
han ga’ me’ Ur aa dyre Sko,
aa nu ska’ vi ha’ Rinj, vi to!
I Fald han ette stra’s kaa’ køv’
e’ Bopæl — énj te’ et Par Hæste —
gaar han te’ Grevi’ for aa prøv’,
om han kaa’ faa et Sted i Fæste.
For je’ vel givtes, ja je’ vel,
ha’ Braallep nu med Daanjs aa Spel!