Fryd dig, Menneske, naar du ej
fangen sidder i Sorgens Fængsel;
fri og kæk du vandre din Vej!
Syng, saa knoppes dit Haab; din Længsel,
født i Vaande, for Verden sky,
skænker Vinger til Sjælens Flugt
op fra Træghedens skumle Slugt.
Syng som Fuglen i Morgengry!
Lad os huske, vor Tid er kort:
én Gang vegen — for evig svunden;
snart som Løvet vi vejres bort.
Lad os leve fra Morgenstunden!
Lad os glæde dem, vi har kær;
aldrig gyse for Fjenders Had.
Friskt at elske gør Hjærtet glad,
det er Livets Forsoningsskær.
Lad os leve som Livets Børn,
inden Mosten dovner i Kruset;
støt og mandigt tage vor Tørn,
selv i Mulmet og Braadsø-Bruset.
Straaler Sindet, er Jorden lys,
men hvor mørk, naar dets Ild er kvalt.
Dog, lik Hjærtet ej Sorgens Salt,
næppe det kunde adles, forny’s.