Vi stryger som Svaler
hen over Jorden.
Fra Styr og Pedaler
staar Lyn uden Torden.
Vi farer som Skyer.
Til Tider vi sveder;
men Hjærtet fornyer
sin Mønt, mens det smeder.
Det bryder med Farver:
skøn bliver Verden!
og Tankernes Larver
faar Vinger ved Færden.
Snart gynget, snart rystet
som Flasker, der renses,
vi skylles i Brystet;
for Sorger vi lænses.
At cykle betyder
at indfri Veksler,
om Luften end bryder
med Knald gennem Dæksler.
At cykle vil sige:
tilfulde at mærke,
hvor Kræfterne stige
og svulme sig stærke.
Hvi krybe og liste,
naar let vi kan trave?
men hvorfor det sidste,
naar „Hest” man kan have?
Før skal Frakken springe
og pantsættes Skjorten
samt Staalheslens Ringe,
før vi opgi’r Sporten!