Luften er skyet — det har nylig regnet —
lummer og stille, af Roser sød.
Billeder staar i Havens Gange tegnet,
skaaret, hvor Bygens Smaastrømme flød.
Frugtfyldte Grene til Jorden er segnet.
Vand-Diamanter, spredt paa blanke Blade,
isner i Lyset, men uden Lyn.
Regnorme sindigt om i Væden vade.
Oppe fra Lærken, skjult for mit Syn,
bruser en frydefuld Tonekaskade.
Missen har lagt sig, helt udstrakt, i Græsset,
krummer en Pote af Velbehag.
Inde hos Hønsene bliver der messet.
Maager skrige og flyve i Mag
ud imod Stranden med Kroen fuldt læsset.
Træer og Buske læsker deres Munde,
suger af Væden og Varmen Vækst;
de vilde sikkert synge, om de kunde,
frydefuldt istemme Livets Tekst;
det vilde juble fra Marker og Lunde.
Sansed vi skarpest, maaske vi da hørte
Planterne synge en mægtig Sang,
saa ofte Himlen Glæde til dem førte,
Fryd eller Sorg, Smærte, Vellyst, Trang,
— Sang, der til Graad som til Glæde os rørte!