Else, yndig hvid og rød,
syde flittigt for sit Brød.
Til Maskinens Larmen
bruste frisk fra Barmen
Sang, som ædelt lød.
Else fik en Ven — en køn!
Gik med ham i Skoven grøn.
Det var søde Dage.
Saa kom Vé og Klage
og — en lille Søn.
Væk var Elses smukke Ven!
Snart hun fik sig én igen.
Saadan Skæbnen skalter.
Ak, paa Elskovs Alter
straks den skrev et Men . . .
Brændte Børn vil Ilden sky.
Dog hun brændte sig paany.
Drengen fik en Broder.
Saa drog deres Moder
til den store By.
Smykket hun paa Gaden gaar,
og paa Brædderne hun staar
i et stort Lokale:
mellem Nattergale
hun sin Trille slaar.