Aldrig glemmer jeg hine Aar,
da Lykken aabnede mig sin Favn.
Som skøn Musik var dit kære Navn . . .
Aldrig glemmer jeg hine Aar;
med Duft saa sød
af Vaarens Skød,
med Stjærnepryd
og Kilders Lyd
de friske for mit Hjærte staar.
Lykken signed hver Arbejdsdag:
de ømme Lemmer, den Tørst, den Sved
i Slæt og Høst, naar vi rigtig sled,
Vintrens Kulde og Regnens Slag —
forbistret før —
gav frisk Humør,
saa Sang og Spøg
fra Læben føg;
min Møje bedre var end Mag.
Fjærne Toner og Fuglesang,
naar Skoven straaler i Udspringsskær,
en Duft af grødefuld Eng og Vang,
Aftensuset i grønne Trær,
det rører tidt
saa ømt og blidt
i Sjælens Krypt
den Stræng, der dybt
kan klinge med hin Vaartids Klang.