Se, nu ligger Marken atter nøgen,
silkesløret af den lille Spinder.
Tavs er Nattergalen, tavs er Gøgen.
Ak, nu atter ud en Sommer rinder.
Her en Blomst og hist et Blad maa vige.
Jeg fornemmer godt, hvad det vil sige.
Om mig Ensomhedens Stemme tysser:
Stille, Sjæl, lad ingen Klage lyde.
Løvet hen i Intethed ej drysser,
heller ej dit Liv, thi det kan byde
dig en Gudedrik af modne Druer,
gyldne Minders, naar dig Døden truer.
Se engang den vilde Vin, der gløder
klar og fin i Sol bag Gærdets Gitter.
Broget Astersflor dit Øje møder.
Spæde Kløver op af Stubben titter.
Purpurrøde Bær i Krat og Hegne.
Dybe Farver glimter alle Vegne. —
Medens Maanens Tryllestraaler falde
i den tyste Nat paa Mark, i Skove,
er det, som jeg liører Mulden kalde
lønlig: læg jer, Blomster, til at sove.
Trygt jeg skærmer jer, imens I venter
paa det Soltog, som til Vaar jer henter.