Jeg slæntrede bag Ploven
i Sol, i Regn og Blæst,
men fjærnt bag Højlandsskoven
mit Hjærle holdt Fest.
Thi bag de fjærne Høje,
der blaaned hen mod Nat,
mod Guldskyslottes Fløje,
det fandt jo sin Skat.
Dér mødte Stilheds-Suset
og Graners Harpiksduft
Kværnlyd og Strømfaldsbruset
i Skovdybets Luft.
Og dér sprang Ræv og Hare,
og dér sprang Buk og Hind.
O dér . . . var godt at fare,
sødt at slumre ind.