Jeg sidder uden for Porten, ene,
i Grøften, under et Væv af Grene,
og ryger min Aftenpibe i Ro
og drømmer . . . ser over Mark og Gyde.
Skønt heller end Sommeraftenen nyde
og lade mit Væsen ud i den gro
jeg burde gaa ind og lægge min Krop,
saa blev det lettere at staa op.
I Krattet nede ved Mosedalen,
der fløjter frydefuldt Nattergalen,
og hist i Skoven slaar ogsaa én.
De Toner elsker jeg, de forfrisker
mit Hjærte. Og Løvet drømmende hvisker,
naar Vinden varsomt vipper en Gren.
Jeg hører utydelig af og til
en fjærn Harmonikas simple Spil.
Paa Marken øjner jeg én, der venter.
Hvor mange Bække, hvor mange Stenter
mon han har hastet henover nys.
Og Pigen kommer, og Parret mødes
ved Hegnet; Gensynet fluks forsødes
naturligvis med et ærligt Kys.
Saa vanker de to over Ager og Eng,
dybt Fuldmaanen gløder, og jeg gaar i Seng.