Dagens Lyd er nu døde,
og Solen er dalet bag Skov og bag Strand.
Vestenskyerne gløde
og graane langs Himlens rødmende Rand.
Vinden sagtelig sukker
i Træernes Blade, i Siv og Rør.
Blødt om Blomsterne lukker
sig Skumringens dugg-diamantstukne Slør.
Nattens Duftkilder springer,
det damper om Dalenes Heste og Køer.
Stilhed . . . Stilhed . . . Da klinger
en Nattergals Toner. O lyt dog, o hør!
Friske, sprudlende Strømme
. . . Hy-if! Hyllollollollo! . . . Tjurr! djuk-djuk-djuk . . .
Dybe, salige Drømme
vækker den gjaldende Fløjte og Suk.
Suk, naar Stroferne jager
éns dyreste Minder i Tankerne op;
Fryd, naar Tonerne tager
om Hjærtet, dér, hvor dets Lyst staar i Knop.
Al den Ømhed og Lykke,
hvorom jeg drømmende fabled en Gang,
slynges Stykke for Stykke,
o Fugl, igennem min Sjæl af din Sang.
Nattergal, i din Strube
samles og lutres al Vellyd paa Jord,
som i Biernes Kube
den Sødme, der suges i Blomsternes Flor.
Første Gang jeg dig hørte,
den Vaar, jeg gik i mit attende Aar,
dybt, til Bunden, du rørte
og sødt beruste mig. O hvilken Vaar!
Denne brusende Kilde,
sprang den mon ud fra et jordbundet Bryst?
Var det en Drøm — eller vilde
mit Øre bedrage mit Hjærte med Lyst?
Aldrig havde jeg ventet
at høre en Sang saa vidunderlig skøn.
Mindet derom har prentet
sig ind i min Sjæl, og det synger i Løn.
Synger om drømmerig Længsel,
om Elskovens Lykke saa vaarfrisk og fuld
og om dens Savn og Trængsel,
naar Blomsterne sov i den stivfrosne Muld.
Heller end Højhedens Ære,
end kronede Hoveders straalende Pragt
vil jeg det Vaarminde bære
i Sjælen, det er som dens festligste Dragt.
. . . Livfuldt Slagene falder
med Hyllo, Hytjép og med Ho-o-djy!
Malmfuldt Stroferne gjalder
med Dri-u! Djuk-djuk! Ho-odjyp! og Do-dry!
Dværg mod Ørnen og Tjuren . . .
mod hundrede andre af Fugleæt,
fik du dog af Naturen
dens lødigste, skønneste Tonesæt.
Ringe du er at skue,
du Sangeres Sanger, der synger i Skjul,
mere bly end en Due —
dog, Nattergal, du er en Gud, ingen Fugl!
Derfor paa dine Toner
flyver min Tanke, min Drøm mod det blaa,
ud mod Solen, mod Zoner,
som ingen, trods Newton, nogen Tid saa.
Som du mangen en Morgen
har frigjort mit Livsmod fra Skyggernes Tvang,
har jeg ønsket, naar Sorgen
med Aftenen kom, da at dø ved din Sang.