Je’ vented dig den hal’e Nat
bag Laden, i det lille Krat.
Saa lested je’ mig ind i Senj.
Je’ lytted, hver Gan’ Løvet
mod Ruden slo’. Du slemme Drenj!
Hvor vaa’ je’ dov bedrøvet.
Men det vaa’ val min egen Skyld;
for sidst, ved Havens gamle Hyld,
da vaa’ je’ vist for kold, mi’ Ven,
trods al mit Hjartes Hede.
Men naar vi mødes, snart igen,
forsvinder val din Vrede!
Saa faar du — det er sandt aa vist! —
de Kys, du maatte savne sidst,
aa ka’ske faar du end lidt fler . . .
Lad mig da se, du kommer
i Morgen Avten, naar du ser
Lys inde paa mit Hummer.