Jeg vaagner op til Slid paany, helt øm
og stram — den Graven ta’r til Ryg og Lemmer —
men med saa sød en Friskhed i mit Bryst.
Jeg skimter Sol, jeg hører Lærkestemmer,
jeg hører Skrig af Maager,
Skræp af Raager.
Jeg er som genfødt, fuld af Levelyst.
Ud paa en frisk igen! Min arme Krop,
saa knagend’ stiv, er som til Sengen naglet,
det gør saa ondt i alle Led, men op!
Fra Hjalet raaber Kokken Gang paa Gang,
og allerede har en Høne kaglet;
og ind i Faare-Bræget:
Brøl af Kvæget.
Saa gaar jeg ud til Slid, til Liv, til Sang.
Og Solen skinner lyst og slikker Dug,
og Himlen er violblaa, klar, og Vinden
den glider blødt og sagte bort som Fnug
med Grødeduft fra Mark, fra Eng og Krat,
og Stæren fløjter himmelglad fra Pinden
og tamper Spurve-Massen
væk fra Kassen.
Jeg fryder mig derved, og tager fat.
Jeg støder Spaden i den vaade Muld,
de træge Lemmer ildnes, mens jeg graver.
Og finder jeg ej Sølv, ejheller Guld,
saa finder jeg en Skat ved første Blik:
mit Hjemlands Høje, Skove, Hegn og Haver,
og Sletter, Dale, Strømme . . .
Hjærtets Drømme
den vækker, rører mig som skøn Musik.