Det knager og knirker i Tagværk og Slyder,
og Stormens svulmende Vekselspil
ind bag de rystende Ruder lyder,
saa jeg maa laane Øre dertil.
Mit Nervesystem er med i Takt;
min Sjæl er vakt.
Snart Vejret buldrer, det skælder og truer,
snart synger det sagte en Sørgesang,
snart høres det suse som vilde Luer,
som Havets vældige Bølgegang,
og snart det hvæser som Spildedamp.
Nu vil det Kamp.
Med løse Ranker som Trommestikker
og Spjæld som Bækner Koncerten gaar.
Med Regn paa Ruderne Stormen pikker,
den fløjter i Uddøren, skingrer og slaar,
den blæser hult i Skorstens-Trompet,
den hyler ledt.
I Nattemulmet mit Øje graver:
Hvert Lys paa Himlen er gemt i sort;
hvert Træ, hvert Hus i de nære Haver
har Mørket ligesom hekset bort.
Jeg skimter noget, der hvirvler op:
en Piletop.
Frem for mit Øje Stormnatten maler
et Verdensbilled med evigt Dyb:
Dæmoner raser med Død og Kvaler
fra Kongens Slot til det mindste Kryb,
og Magten skærer af Rettens Sol
sig et Symbol.
Det hænder, den bedste maa ligge under.
Ak, ofte brydes de ædleste Sind!
Og ingen Verdensgaaden udgrunder,
paa den kan Øjet stirre sig blind.
Dog straaler der Lys bag alskens Nød:
vi skal jo dø!