Muld dækker mine Hænder,
og jeg har ømme Lænder,
og Træthed tynger i min Krop
af megen Trækken Roer op.
De klamrer sig til Mulden,
gør Roerne, og Kulden
var stram, mens Himlen nu og da
mig gav et lille Styrtebad.
Men dybt Naturens Stemmer
min Sjæl endnu fornemmer.
Sin Sørgehymne Vinden sang,
mens Hegnets Guld omkring mig sprang.
Og ind i dette stærke
Oktoberbrus en Lærke
endnu en Trille maatte slaa;
det lød, som Fuglen sang med Graad.
Paa Enge og paa Agre
saas Krager hoppe, flagre,
og Lam med Ulden tung af Regn
drev om i Ly ved Markens Hegn.
Og Faar, som nys var klipped,
i Tøjreslaget tripped;
de bræged mere end de aad;
de Stakler var for tyndt klædt paa.
Til Hjærtet Minder strømme,
og Vinden vækker Drømme,
naar paa en saadan dunkel Dag
Naturen faar i Sindet Tag.
Da er det, som jeg lille
opsuges blødt og stille
af noget varmt og stærkt og dybt
fra en usynlig Verdenskrypt.
Da er det, som om Toner
fra fjærne Regioner
tilhvisker mig: din Sjæl skal ej
ved Døden gaa al Kødets Vej.
Og jeg gaar hjem med Glæde,
mens Mørket tager Sæde,
brudt af hvert Lys i Gaard og Hus,
og Blæsten stiller ind sit Brus.