O frugtbare Fynsland
med de milde Kyster,
du er mættet med Ynde, —
skælmsk og bly som en Mø.
Som Skød er dine Dale,
dine Bjærge som Bryster.
Skov staar mellem Stjærner
spejlet dybt i Kær og Sø
som de dunkle, rige Drømme,
der fra Øjne bløde, blaa
os om Længsel eller Vemod
eller Lykke minde maa.
Saa blidt og melodisk
klinger Tungemaalet,
dine jævne Folks Tale
i Hytte som i Bol,
tit med Klang fra Hjærtet
men sjælden af Staalet,
og med Glimt af Vid
og blød som Gøgens Gôl;
det kan synge, det kan græde
som de Bølger, der gaa ind
over Stranden, under Solbjærg,
for den myge Sommervind.
Dybere du drager
mig end hine Steder,
hvor Orangerne gløder
og Palmetræet gror,
eller dér, hvor Jægersmænd
fælder Gemser og Geder, —
ikke ved din Ynde,
men fordi du er min Mo’r.
Som min Slægt saa langt tilbage
som Annalerne har Aar,
alle Bønder, vil jeg være
dig fuldtro, til jeg forgaar.