Det mørkner. Under Landsbygadens Hylde,
Syréner, Tjørne funkler det af Nikkel,
og nu og da en lille Klokke ringer:
det unge Blod i al dets Glans og Fylde
begynder nu at sværme ud paa Cykel,
mens andre Klokker i det fjærne klinger.
Det er saa godt,
det er saa kækt og flot
at fare ud paa Hestens hvide Vinger!
I Kirstens Hytte tæt ved Gadedammen
staar hendes Datter Karen, ung og smykket,
i nye, fine Sko og græsgrøn Trøje,
og spejler sig og fikser op med Kammen
paa Haaret, medens Mo’ren, bleg og trykket,
ser paa sin Datter med et kærligt Øje.
Hun er begyndt
at finde Karens Pynt
helt passende — den kan endog fornøje.
Da alt er ordnet, Kaffetaaren drukket
og Afskedskysset givet, skynder Karen
sig ud og planter sig paa Cyklens Sæde.
For denne Hest har Karen længe sukket,
nu er hun glad og glider ind i Skaren,
mens Moderen ser til med blandet Glæde.
Hun synes nok,
en anden, rigtig Rok
var bedre, maatte Karen heller træde.
De suser hen ad Gaden, ud ad Vejen,
i sydlandsk Farvepragt de unge Piger.
De store Drenge kører, saa det tuder,
de jager frem i Flok som Asgaardsrejen,
og hvis en Vandrer ikke hurtigst viger:
»Hej! se du kravler væk! . . . Hvad! gør han Knuder?«
For vi skal frem
og faar en lang Vej hjem,
og trodser baade Mennesker og Guder.
De farer ud mod alle Verdens Kanter;
de sveder og de tørster; Kroen tager
de lidende i Favn, og Øllet flyder,
og Hesten stives op, i Fald den skranter.
Én efter én til fjærne Fester jager
og kommer ikke hjem, før Dagen bryder.
For Natten hun
er jo da vor og kun
saa kort, da vi skal op, naar Klokken lyder.
Ak, da er der af Glædens Ild kun Emmer,
og der er kanske den, der fælder Taarer.
Men op af Asken vokser disse søde
og dyre Minder, Hjærtet trofast gemmer.
Thi Blodet i det unge Fynslands Aarer
kan ogsaa andet end letsindigt gløde.
Der elskes blidt,
selv hvor der elskes tidt,
og der er dem, der elsker sig til Døde.
Ti heller, om du selv var klog i Tide;
kanske du fødtes med et Olding-Hjærte.
Men var du ung, hvordan blev du da gammel?
Hvad om du lod de unge dette vide.
Kan være, du i Grunden intet lærte,
men stadig gik med uforlænget Hammel . . .
Det er omsonst
at snærte, ingen Kunst
at tale som til Barnet paa dets Skammel.
Dér staar de tusend grønne Hegn og Skove,
dér ligger lunt de dybe, friske Enge,
dér løber mellem Banker, over Dale
de stille Gyder, efter Lunets Love . . .
Dér staar Naturen, yndig, uden strænge
og nøgne Linjer, lys i Blik og Tale.
Den lune Luft
er signet sødt med Duft
og Fløjtespil af mange Nattergale.
Og dér staar Ungdom, rig paa favre Drømme,
men fattig paa Fornuft, Erfaring, Tanker, —
den lærte mer at tralle end at tænke, —
med Sind, der driver ned ad Hjærtets Strømme,
naar Hjærtet, hedt af Længsel, lystigt banker,
og tynges svært af Ufrihedens Lænke.
En livfuld Sværm,
og nogle uden Skærm,
om ogsaa visse Veje nok kan stænke . . .
Husk vel paa det, naar du gaar løs paa Sagen
og taler filosofisk om en Vilje,
som, hærdet, aldrig glipper, selv om Grunden,
der vandres over, gynger som et Lagen;
og tro ej, hver en Rose, hver en Lilje
i Pigeflokken farer vild i Lunden.
Hvad er et Bur
imod Guds fri Natur,
naar ogsaa Hjærtet blomstrer rigt fra Bunden . . .