I den stille Sommernat, ved Gry,
dirrer fjærne Lyd imod mit Øre,
Toner som af Basfioler, — Gny
som af dæmpet Torden: jeg kan høre
Toget rulle, dunke, langt derude, —
rulle ind mod Odins gamle By, —
nærme sig og sagtne Farten, tude
i sin Kæmpelur — aa hvor det runger!
som om Folk i femten Kirkesogne
ufortøvet skulde vaagne; —
standse . . . atter rulle rask af Sted,
fjærne sig; snart naar det store Bælt.
Og min Tanke rives hastig med,
og en Drøm, en sær, urolig Længsel
vaagner — og mit Kammer er et Fængsel!
. . . Jeg er med derude, med i Toget,
med paa Færgen; — glider bort fra Fyn.
Vandet skummer brusende om Skroget,
skinner grønt i Solen, spruder Lyn,
Brisen køler . . . Nu er Fyn af Sigte.
Da — hvor sært — da vender Længslen om,
tvinger Øjet til at se tilbage,
stiler mod den Egn, hvorfra jeg kom.
. . . Og jeg hører atter Toget rulle
hen i Natten, tabe sig med vage
Lyd . . . Aa rejs til H . . . . ., I, som skulle!