Ungdoms Venskab, friskt og frodigt,
født af Længsler i vort Bryst,
du gør Sindet højt og modigt,
spænder vidt fra Kyst til Kyst.
Du kan fryde, du kan nære,
aldrig dog med Frugter bitre,
over stride Strømme bære,
afskedsømt i Taare sitre.
Vel kan Tidens Tænder gnave
Barken af dit fagre Træ,
Kræften dybt i Veddet grave,
Storme styrte det i Knæ;
men har Roden Dysten døjet,
vil det skønt, forklaret staa,
tænde Ungdoms Ild i Øjet,
før vort Hjerte briste maa.