Naar jeg en Midvinterdag
stynede Markhegnets Kroner,
klang under Øksernes Slag,
lød gennem Grenenes Brag
skælvende, sødt, dine Toner;
klang og blev borte i Blæsten
over de isfyldte Enge.
Da maatte Ynglingens Drømme
frem uden Aag, uden Tømme;
alle de dybere Strænge
toned da inden for Vesten . . .
Lærke, du blev mig saa kær!
Naar jeg en Dag i April
slæntred bag Harven i Mulden,
eller holdt Mellemmads-Hvil,
vælded din Sang som en Nil,
gøded mit Hjærte, jog Kulden
bort fra dets bundfrosne Kløfter,
tændte en varmende Straale.
Da blev der Vaar i mit Indre,
da saa jeg Sommersol tindre!
Bredfyldte blev mine Skaale;
Livet gav tusende Løfter . . .
Lærke, du gjorde mig rig!
Naar jeg en Sommerdag gik,
tungt, med min Le over Græsset,
sløvet af Varme og Drik,
døvet af Staalets Musik,
medens hver Pore blev presset, —
jubled du Liv i den sløje,
fik du mig brat til at glemme
Trætheden, alt hvad der tynged;
Sjælen, det var som den gynged,
hævet og ført af din Stemme
ud over Dale og Høje . . .
Lille, almægtige Fugl!
Gik jeg i Rugsæd bag Plov
ind omkring Mikkelsdags-Tide,
— tystned var Sangen i Skov,
mange Smaablomster alt sov,
Solstraaler faldt nu saa blide, —
klang, om end dæmpet, din Klokke,
ringede Trøst i mit Øre,
mildnede Vinterens Skygge,
sang mine Drømme saa trygge;
det var, som kunde jeg høre
Foraaret kalde og lokke . . .
Tak, lille Sanglærke, Tak!