Naar vi er sammen, du, vi to alene,
saa er mit Bryst fuldt af rolig Fryd,
og Sommersuset af Korn og Grene
og Fuglekoret er glade Lyd;
da ser jeg Sol over Livets Scene.
Naar vi er sammen, du, vi to alene,
da er mit Hjærte saa fuldt af Fryd.
Naar du gaar fra mig, du, naar jeg kan høre
dig gaa ad Vejen bag Laagen — o,
da strejfer Vintren mit Syn og Øre,
da brister sorgfuld min Lykkes Ro,
da mørkner Ensomhed mine Døre.
Naar du gaar fra mig, du, naar jeg kan høre
dig vandre Vejen bag Laagen — o! . . .