Tæt ved Vejen der staar et Træ,
en granret Røn,
nys tæt og grøn.
I Sommer gav det vor Have Læ,
nu er det tyndet af Aarets Tand;
dets Smykke, skinnende rødt som Brand,
i Laser om det ryger,
mens Blæsten bøjer det halvt i Knæ
og slaar med tunge Byger.
Det er Skabningens Kongelov:
Sluk Livets Drift,
giv Lykken Gift,
slaa ned, hug væk paa Mark, i Skov!
Lad Øksen hvine mod Haabets Rod,
lad Skønhed visne, slug Kratt og Mod,
blot Legemer og Sjæle!
Men Livet blomstrer, trods Dødens Rov,
tæt ind paa Dødens Hæle.