Dér staar du, Klokkelil, og blomstrer frit
midt i en Favn af haarde, spidse Naale,
du bly, du spæde, som kun saare lidt
Berøring, endnu mindre Kamp kan taale.
Her lægger du saa tillidsfuldt og blidt
dit fine Legem ind til Buskens store,
mens dine Stængler tager sig et Ridt
paa Grene, der ihjel dig kunde spore.
Dér tør du aande frit, og uden Sky
med dine Klokker ringe og dig sole;
dér fandt du dig et sikkert Værn, et Ly;
paa Buskens Trofasthed du nok kan stole.
Den Haand, der vil dig plukke, faar et Spyd
i Huden plantet, dybt, saa det kan smærte.
— O vilde Himmelblomst, du straaler Fryd
og Vemod, som et Blik, ind i mit Hjærte.