Nu gaar du bag den fjærne Skov,
nu er du i din Hjemstavns Dal,
ved Bækken og vor Nattergal . . .
Jeg staar, for Længslers Vé et Rov,
ombrust af Lyd fra Bølgeskum,
der syder under Skibets Bov,
og ser — lavt i det solblaa Rum —
et Mulm gaar ned: din Bjærgegns Skov.
I dette Smærtens Øjeblik
du tager i mit Hjærte Vækst;
da er dit kære Navn min Tekst
til Vandets susende Musik.
Jeg skuer mod vor Hjemø’s Kyst
og lover dybt, med dugget Blik:
for Gaven, som i dig jeg fik,
at smedde Lykken til dit Bryst.