Det vaa’ en aa’en Pinsedav,
Malene hun blev min!
Mit Hjarte, det slo’ Trommeslav,
for velskavt, baade for og bav,
det vaa’ hun — og saa lin!
Je’ krummede til Dans mi’ Arm,
hun svæved som en Fjer!
Je’ dansed hende døjde varm,
hun blæste a’ sin fulde Barm
og ku’ saa ette mer!
Hun vaa’ omgængelig og tam,
saa honne’sød og flyg,
saa from som noget Dæggelam!
Den Honne’ blev dov snart lidt ram
og hun blev minjre myg.
Og nu: hun kalder mig et Faar,
e’ Stømper og e’ Sut!
Hun hyrser med mig, og hun slaar,
saa snart hun ser, je’ har en Taar,
og Flasken har hun put’!