O gyldne Barndomstider, da
Forstanden ej var Hjærtets Spjæld!
At nogle spiste bedre Mad,
at andre havde større Held,
ved Livets Fest til Højbords sad,
drev ikke Lykken fra vor Sjæl.
Tilfreds jeg tog mit Fedtebrød,
den tykke Rugbrøds-Rundtenom.
Tilfreds jeg aad min Nadvergrød,
var jeg end ikke altid from.
Tilfreds jeg bar min Hat, om rød
som Ræven den end forekom.
Den Pragt, den Klang, den Duft, den Glans
der om den store Verden stod,
det blænded vel mit Sind, min Sans,
men fænged ikke i mit Blod;
det gled forbi mig som i Dans,
mens jeg i Undren maatte glo.
Jeg saa kun Mennesker, som gik
forskelligt klædt og spiste, hvad
tilfældigt de paa Bordet fik.
Jeg saa dem ikke Rad bag Rad,
de sidste ved en ussel Slik,
de første ved det gyldne Fad.
Min Verden var en hegnet Plet,
hvor Tradition var ét med Lov,
hvor ingen raabte højt om Ret,
om ogsaa Mand med Mand trak Tov.
Forsvandt en Klud, en Pind, et Bræt,
man sa’ ej Tyveri og Rov.
Men da mit Øje op blev ladt
for Livets Ufærd — ak! da svandt
min Glæde. Nu tog Tanken fat;
og snart Systemet slet jeg fandt:
Hvor hæslig nu min røde Hat!
Tungsind mit Hjærte slavebandt.
Misundelse, den gule Sot,
der svider selv en Rosenkind
og ses i Hytte som i Slot,
den sneg sig i mit Hjærte ind,
og Livet syntes mig nu raat;
den kasted Skygger paa mit Sind.
Det var Forbandelsen, fordi
jeg paa Kompasset skifted Naal
og, efter Raabet i vor Tid
om Nydelse som Livets Maal,
jog efter Lykkens Travesti.
Nu maa jeg øve mig i Taal.