Fra denne Alp i et Højland,
yndefuldt, vildsomt,
hvor Hytter og Odelsgaarde
blandt Skove syner,
fra dette Bjærg, hvor det lufter
saa friskt og ilsomt,
ser jeg ud over min Hjemstavn,
hvor Ruder lyner.
I Landsbyers dunkle Klynger
Kirker jeg skimter,
og Hegnenes Linjer sammen,
for Øjet bruse
til Skov, bag hvilken en Stribe
af Fjorden glimter;
i Skoven staar spredt en Mængde
Gaarde og Huse.
Ved Egnen derude hænger
endnu mit Hjærte;
dér kan det føle sig hjemme,
kvæges og hvile,
naar det af Storme er hærget,
opfyldt af Smærte.
Dér kan det gribes ved Suset
af grønne Pile.
Mit Øje dugges ved Synet
af det derude;
det er som om Trær og Huse
og Vandets Glitren
og Lyset dér i det fjærne,
hver solfyldt Rude,
vil skærme mit Hjærtes Minder
mod stum Forvitren.