Naturens yndefulde Barn,
blufærdig, følsom, uerfar’n,
kun femten Aar;
lidt skælmsk, men bly som en Viol,
med Øjne blaa, med Krone svær
af gyldent Haar, —
det fejreste blandt Skovens Trær —
er Skovkærmandens kønne Bo’l.
Endnu er Blomsterkalkens Dugg,
der gør den Piges Mund saa smuk,
ej strøget væk, —
gaar ingen Sky for Øjets Sol.
Endnu staar Livets Morgenglød
om Pigens Træk.
O Skov, hold Unatur og Nød
langt borte fra din lille Bo’l!