Mi’ bedste Husbond det vaa’ Mads;
han æ’ nu død aa borte.
Han vaa’ saa nem aa gø’ tepas,
aa aller sku’ han knorte.
Aa han vaa’ ette knap med Ros
aa Frihed ette heller.
Men han, som je’ nu tjener hos,
hver Mundfel’ i vos tæller.
Aa Konen hun er ette bæ’r
aa tit saa sur som E’ke.
Di passer alti’ paa vor Fær’,
aa han vil immer præke:
Han tror, a’ han ká lære mig,
hvo’dan e’ Plov ska’ stilles I
Han ká nu aller nære sig.
Aa stadig ska’ vi drilles.
Han æ’ saa døjde — tror han da! —
aa li’ saa klov som Saten.
Han se’er, de’ staar i Loven, a’
vi maa’tte gaa om Na’ten,
undta’en han hár gi’ vos Lov.
Nej, han aa hans Madamme,
di regner ette vos for nov’.
Di sku’ i Glas aa Ramme!
Nej, Mads, det vaa’ e’ herlig Maani,
aa det vaa Konen aasse.
Dér fek vi Kaffe — ette Vaanj —
aa Sul, saa det ku’ klodse.
Men mest fordi det vaa vos undt,
ku’ det vos rejde glæ’e.
Je’ æ’ endnov dem saa forbundt,
a’ je’ sgu godt ku’ — græ’e.