Han trykkede min Haand saa fast
og saa mig dybt i Øjet ind:
Det var, som Gulvet med mig brast,
det var, som stod jeg paa en Tind . . .
Og dog, og dog jeg svared nej.
Hvorfor? O Gud, det véd jeg ej.
Han banked paa min Dør en Nat;
det var saa mørkt, med Regn og Blæst.
Jeg tav, og skjalv som Fugl i Krat.
Jeg hørte Hovtramp af hans Hest,
da ubønhørt han red sin Vej.
Hvorfor jeg tav, det véd jeg ej.
Nu grønnes Skoven, Solen ler,
og trindt om Fugle synger sødt,
fra Tjørnen det med Blomster snér,
og, krydret, Vinden aander blødt.
Men mig er det saa bittert alt,
fordi jeg tav, den Gang det gjaldt.