Kalliope
→
Poets
→
Peder Horrebow Haste
→
First lines
Peder Horrebow Haste
(1765–1831)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Peder Horrebow Haste on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Ak! med Dødens tunge Fied du træder
Ak! min Fugl fløj ud efter Frihed: nu finder den Døden!”
Alkjærlighed, vor Jesu Fader
Almægtige! dit Aasyns Glands
Altid naar jeg skuer Aftenrøden
Alt Naturen gaaer i Sovedragt
Alt smutte de Skjønne
Atter seer jeg froe den Morgenrøde
Atter skjønt et nyfødt Aar
Atter vender Sundhed huld tilbage
B
Bland ei din Røst med Daarens Klage!
Blandt Klipper Skaldens Vandring gaaer
Blide Sang, miskundelig
Blæsten hviner, Solen smiler ikke
Blød, skyefri glimter Morgenrøden frem
D
De Boglærde stundom har maadelig Sands
De Ledingsmænd dvæled’ paa Snekken ombord
Den Gjerrige knæler for Mammon saa tit
Det puster vakkert did fra Nord
Det stærkt er i Moden at fryse
Dig, som Pallas med sin Krone vinker
Du bad mig her indvie mig et Minde
Du Harpen slaaer, bekranst af Phoebi Glands
Du, som trøster Mennesket
Du, som venligt smiler til den Matte
Dydens Engel sørger ikke
E
Ei Guld og Gods jeg spørger om
Ei kiender Hyacinthens Top
Ei Nordkanten hviner
En døende Moder paa Sotteseng laae
En gammel Mand Dig hilser, unge Pige!
En Helteflok mod Britten stod
En Irregang imellem Fryd og Kummer
En liden kjærlig Sangfugl qvad
En nordisk Bardesanger blid
Et Bæger, som en nordisk Broder skar
Et Rosenfrø var faldet ned
Et Smertens Aar for Dig er lagt tilbage
Evindelig og god og skjøn
F
Forglem mig ei! naar Glæden dig indbyder
Fred om Edens Minder allevegne
G
Græder, Dydens Venner, græder!
Græd, og luk dit Øie, Scenens Ven!
Gud veed, Du Bedste, at min hele Sjel
H
Hallelujah, vor Gud! din Magt
Hver, som lever, søger Glæde
Hvi bæver Livets Søn for Døden?
Hvi forstumme Lundens Melodier
Hvi klang saa rørt min Faders Stemme?
Hvi vaande sig Mange paa Jorden
Hvorfor lyder hyppig Klage?
Hvorfor ønsker mangen ædel Pige
Hvor kan man paa Guds skiønne Jord
Hvor let er ei vor Gang igiennem Livet
Hør, Stormen hviner; Plantens Hoved segner
Haabets purpurklædte Morgenrøde
Haard er Dødens Kamp, og synlig Kummer
I
Iblandt de spæde Blomster, som
I den høitideklædte Morgenrøde
I Fredriks Land en mægtig Fjendehær
I frugtbare catalonske Land
Ikke tør jeg klage
Ikkun Slaven feig Tyrannen lyder
I Lyngør Havn en Feide stod
Ingen dømme den, hvis Støv her hviler!
Ingen Graad, skjønt Dødningklokken lyder!
Ingen Vennesang om Højtid lyder
J
Jeg elsked’ en Pige, den Pige var skiøn
Jeg er ei kiøn; men sund jeg er
Jeg er en Knøs, saa let og fro
Jeg glad af Sengen reiser mig
Jeg har drømt, jeg havde mig en Datter
Jeg tidlig op hver Morgen staaer
Jeg tænker dig med Lov og Sang
Jeg var en lille Pige
K
Klag, o Viisdom! Han, hvis Røst Du yndte
Kom, Aftenskumring, kiære Stund
Kom, du Glædeskaberinde
Kun en Morgen dufte Vaarens Krandse
L
Langt fra Daarers Larm og Stæders Vrimmel
Langt fra Høiheds tomme Glimmerscene
Let opvælder din Strøm i Skyggen af duftende Bøge
Let, som Vestenvind blandt Roser gaaer
Livet er tidt ved et Blomsterbed lignet
Livet er tit ved et Blomsterbed lignet
Livets Morgen vinker os til Glæde
Luftig og lys var hele Jorden
Lyksalige lille! din yndige Slummer
Løft dit Blik mod Himlen, hver, som græder!
Løftet ved Dit Smil til Glædens Rige
M
Mangen liflig Rose smiler
Med Dands man ofte fundet har
Medens Højtidsfryd mit Hjerte qvæger
Med Fryd jeg atter hilser Dig, Louise!
Med stadigt Mod vi Skiebnen gaae imøde
Mennesker selv Venne-Navne skifter
Min Eiendom er blot et ringe Navn
Minna:Dorettes blaa, tilbedelige Øie
Maa jeg, gode Line! bør jeg vente
Maanen seer Du smile fra det Høie
N
Ned af Pindus med Charite-Fod
Nedsend fra Lysets rene Væld
Nei! hver Udsigt daaner; grumme Vinde
Nu de barske Vinde suse
Nyd Din Spøgetime, gode Pige!
Naar Andagts Vinge Dig mod Himlen hæver
Naar Du lykkelig, som Danneqvinde
Naar Du skuer Søvnens Engel smile
Naar jeg paa fordums Idret saae
Naar jeg seer i Nancy’s Engleblikke
Naar jeg skuer Aftenrøden
Naar med frygtelig Røst Nordenvind tumler sig
Naar Skumring hvil’de paa det Skabtes Blund
O
O du, som bygged’ Himlens faste Bue
O Du, som fra Kiærligheds Ambraskjød
O Fryd, o Fryd! Du kom fra Gud
O! nu har, nu har jeg dig
Ophøjede Kundskab om Viisdom og Dyd
O! sov, min lille gode Dreng!
P
Paa Marmortrin en Olding sad
R
Roligt mine Blikke see tilbage
S
Salig den, som skuer Fædres Egne
Salig hvo hengiven sætter
Sander aander ei mere, ak nei: han lider ei længer
Sandheds Kilde, Dydens Fader!
Sangen toner, Druen blinker
[Sangen toner, Druen blinker]
Sangen toner, Druen blinker
[Til Glæden]
See Timerne synke
Skaber, Dommer, Jehovah!
Skiøn Agnild var Skioldmøe, var diærv og snild
Skiøn er Bækken, naar den flyder
Slet ingen Jordens Plet, min unge Ven
Smigers Trylle-Nectar faaer Du ikke
Snarlig tier Veemods høie Klage
Snur, min Rok! jeg har dig kier
Som Dagningen yndig og haabefuld
Som en Fyrste-Brud du stiger
Som Øjeblikket flygtigt svinder
Stille Søvn du nyder
Stor er din Magt, som byder i det Høie
Stor, o Sandhed, er din Vælde
Strøm, min Taare! lyd, min Klage!
Sundhed aander Held til Ungdoms Dage
Synk med Andagt, stille Taare
Sødt hun hviler; Christiane hviler
Sødt smelter Maiens Sangerinders Toner
Saae du det Løv, som brat af Grenen faldt?
Saa gjerne, bedste Hustru, gav jeg Meget
Saa samles de Bønder med jublende Røst
T
Tidligt rusted’ Livet sig med Plager
Tid og Storm de seire Graner bøie
Tilsmil vor Sang, Du Dydens Ven!
Timer, Uger, Aar og Sækler ile
Tit et Aar med Dandsefjed heniler
Ton vældelig din Lov i gyldne Strænge
Trolig gaaer Alfhild til Sundets Bred
U
Uforstyrret Tiden skal fortære
Usporlig, Gud, din Finger tegner
V
Vandrer, hvis du kjender Livets Glæder
Veemods Stemme kalder; Taaren rinder
Velsignet var din Flugt; fra Lysets Egne
Vilhelm! paa din Grav det er saa stille
Vist ingen Amazone
Vogn op til Fryd
Vaagn op til Fryd
Æ
Ærværdige Fader, hvor ængstes min Siel!