Hver, som lever, søger Glæde;
Faa, som leve, finde den:
Alt for Mange den begræde
Som en hedenfaren Ven:
Broder! Søster! veed Du ikke,
Viisdoms Lov er: „Virk og nyd!”
Tab ei Livets Øieblikke
Mens Du leder efter Fryd!
Den er ikke Kronens Eie;
Den ei gjemmes under Guld;
Den ei følger Ærens Veie;
Den er ikke Lærdom huld;
Druen selv og Smiil af Piger
Skabe kun Minuters Lyst:
Aldrig bort den Glæde viger,
Den Du fandt i eget Bryst.
Naar Du tro den Evne prøver,
Som tildeeltes Dig især;
Naar Du Dydens Gjerning øver,
Og har al Guds Skabning kjær:
Da skal Fredens Engel smile
I dit Hjertes skjulte Vraa;
O! da skal dit Hoved hvile
Lige sødt paa Duun og Straa.
Naar Du ei med Avinds Smerte
Søger Fryd i fjerne Spor,
Men med stille nøisomt Hjerte
Tager den, som hos Dig groer;
Naar Du den vil ærligt nyde,
Mene, den er bedst for Dig:
Da skal Dig hver Morgen fryde;
O! da er Du lykkelig.
Stræb da, Ven, at Daad Dig fryder!
Kun den Onde føle Tvang,
Tag, hvad Dig vort Hjerte byder:
Smiil og Skjemt og Viin og Sang;
Virk, før Dødningsklokken kimer!
Nyd, mens Hjertet slaaer endnu!
Og kom tit vort Samfunds Timer
Med erkjendtlig Aand ihu!