Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Haste, Peder Horrebow, 1765–1831, Forfatter. Født 12. Januar 1765 i Fakse, død 28. Januar 1831 i Svendborg, begravet samme Sted. Forældre: Sognepræst, Mag. Esben Haste (1723–85) og Sophie Magdalene Horrebow (1725–91). Gift 27. August 1800 i Middelfart med Birgitte Melbye, født 6. December 1777 i Assens, død 12. December 1850 i København (Helligg.), Datter af residerende Kapellan i Assens, senere Sognepræst i Middelfart Thor Melbye (1744–1829, gift 2° 1805 med Caroline Christine Frederica Maaløe, 1776–1848) og Sophie Dorothea Adrian (1748–1803).

Haste blev Student 1782, privat dimitteret, valgte efter Faderens Ønske Teologien og var et Par Aar hans Medhjælper, men opgav Studierne efter hans Død. 1786–91 var han Huslærer hos Stutmester Nielsen i Frederiksborg. Allerede som fjortenaarig Dreng fik han sin poetiske Evne vakt ved Læsning af Ewald, Klopstock, Young og Milton; 1790 debuterede han med et Bind »Blandede Digte«, der prisbelønnedes af Selskabet for de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. 1791 flyttede Haste til København, hvor han de næste syv Aar ernærede sig som Litterat: Oversætter, Korrekturlæser, Udgiver af Teaterbladet »Thalia« (1795–96), Forfatter af talrige Digte i Nytaarsgaver og Tidsskrifter og et Par smaa dramatiske Arbejder. Hans elskværdige Poesier i Forbindelse med hans blide og omgængelige Karakter — han var ifølge J. K. Høst »en særdeles Ven af selskabelige Glæder« — skaffede ham formaaende Velyndere som Hertugen af Augustenborg, Bernstorfferne o. fl.; allerede 1795 havde han kgl. Løfte om et Embede, 1798 udnævntes han til Toldinspektør i Middelfart, forflyttedes 1804 til Assens og 1809 til Svendborg, hvor han forblev til sin Død. Han udviklede sig til at blive en af Etatens mest duelige og ansete Embedsmænd. Digtekunsten dyrkede han kun i Ny og Næ; efter hans Død udgav J. H. Smidth 1835 hans »Samlede udvalgte Digte«. — Som Digter tilhører Haste helt og fuldt det 18. Aarh.s sidste Fase. I en ren og smuk, men naturløs, upersonlig og traditionel Stil dyrker han i sin Lyrik Oplysningstidens Yndlingsformer: Læredigtet, Hymnen, Oden, Elegien og den prunkløse Selskabssang. Grundstemningen er træt Resignation i de religiøse og moralske Poesier, gammelklog og yderst tempereret Munterhed i Balviser og Selskabssange. Mest Værd har et Par folkelige Digte i en tilstræbt jævn og enkel Tone, saaledes »Hannes Sange« med den i sin Tid berømte Strikkevise: »Vist ingen Amazone den første Strømpe bandt —«.