Jenny
Louise ****
Louise ****
helliget.
helliget.
O Du, som fra Kiærligheds Ambraskjød
Hensmiler paa hulde Dage!
Ei Hver blev til lykkelig Elskov fød,
Og Glædernes Jord har Plage.
For Andre kun bløde den ømme Barm,
Som venlige Dyd gjør saa stor og varm!
Da muligt, naar Jenny Du tænker,
Mit Offer en Taare Du skjenker.
Lord Tullney var mægtig i Fædres Egn,
Og stort var hans Herresæde;
Ham vajede Kornet i Lundes Hegn;
Ham jublede Hyrders Glæde;
Ham tonede Jagten i Skov og Dal,
Og Kilder omsprudlede Tullneyhall;
Den Borg fra Northumberlands Høje
Forlystede Sejleres Øje.
Lord Tullney omvanked’ paa Tullneyhall,
Hans Sjel var i rædsom Brusen:
Han hørte kun Græden i Kildens Fald,
Og Sukken i Løvets Susen;
Ham Vagtelens yndige Qvæde lød,
Som klynkende Jamren ved Betsy’s Død:
Mørk saae han paa smilende Dage,
Og Nætterne gjøs ved hans Klage.
Ak! Betsy, sin væneste, favre Viv
Bestedte han nys til Jorden;
Thi var ham saa veefuldt det øde Liv,
Thi var han, som rørt af Torden.
Ni Maaneder bar hun sit Hustrue-Navn,
Da fandt hun en Moders — i Dødens Favn;
En Datter hun fødte med Vaande,
Og gjengav Naturen sin Aande.
Lord Tullney sin Datter til Amme gav,
Og tøved’ i Borgen ene;
Snart reistes i Haven paa Lady’s Grav
En Støtte af Marmorstene.
Den skued’ han dagligt; saa gik et Aar;
End læged’ ej Tiden hans dybe Saar;
Dog nu vare Smerterne blide,
Og stille han skuedes lide,
Blidt Majen omstraaler Naturens Pragt,
Og Engene prunke favre;
Stolte Ablerne smykkes i Brudedragt,
Omduftende Lordens Taare.
Han glødes og haaber, han føler Gud;
Til Kiærlighed vinker Naturens Bud:
Han hylder dens liflige Kiæde,
Den aabner hans Hjerte for Glæde.
Flux traver en Ganger ad fjerne By,
Flux farer en Karl til Ammen;
Og styrkende, fyrig, og stor, og ny,
Og himmelsk er Tullneys Gammen.
Sin Datter han holder paa løftet Arm,
Og Faderheld brænder i fulde Barm,
Og Taaren, som glimrende bæver,
Kun Vidner til Salighed kræver.
Som Liljen i Dalen var Jenny hvid,
Paa Kinden var Morgenrøde;
Og Øjnenes Glands var, som Middag, blid;
De Læber til Kys indbøde;
Som Raphaels Engle hun yndigt loe;
Den Krop var saa væver, den Sjel saa fro;
Med Sundhed og Uskyld i Lader
Fortryllede Barnet sin Fader.
Nu Taaren, som fordum nedrandt af Sorg,
Af Saligheds Fylde strømte;
Nu toned’ kun Glæder i Tullneys Borg;
Glad fjerneste Tid han drømte.
— Ak! hvad var vort Liv, om ej mangen Stund
Vi skuffedes lifligt af Drøm og Blund?
O! signer det Mulm, som indhyller
Den Fremtid, der forud os tryller! —
De Sommere løbe, de Vintre gaae,
Rank voxer den hulde Spæde;
Sin Jennylild vogter Lord Tullney paa,
Den Datter er al hans Glæde.
Saa kjælent ham favner den trinde Arm,
Saa kjælent hun klynger sig til hans Barm:
End Kinderne farve sig ikke
Ved Faderens forskende Blikke.
De Sommere løbe, de Vintre gaae,
Hver Kunst vil nu Jenny lære:
Hver Kunst, hun kun hefter sit Øje paa,
Ej hende, kun den gjør Ære.
Hun stiger i Hyldest, i Kraft, i Vid,
Og Tullney velsigner hver Jenny’s Id;
Men, ak! at han maatte forglemme
Hver faderligt varslende Stemme!
De Sommere løbe, de Vintre gaae,
Den Fader sit Barn tilbeder:
Hvert Ønske han lader sin Yndling naae,
Han Ønskerne selv opleder;
Og snarligt de voxe til fleer og fleer;
Og stændigt han frydes, og skjenker Meer;
Ej Hjertet formaaer, at modsige
Den elskede, tryllende Pige.
De Sommere løbe, de Vintre gaae,
I frydelig Lighed fage;
Dog stærkere skinned’ de Øjne blaae,
De Lokker saa skjønt tiltage;
Alt yndeligt fyldes ung Jenny’s Barm;
Alt meer hun ved Faderens Kys er varm,
Og Blyhedens Rose fremsmiler,
Naar ømt ved hans Hjerte hun hviler.
Nu føler Miss Jenny en ukjendt Trang,
Og stundom et Suk opstiger,
Og stundom hun nynner sørgmodig Sang,
Og kedes ved Leeg med Piger.
Snart pibler en Taare, skjønt hun er glad,
Og Hjertet forlanger, hun veed ej, hvad;
Og Taaren, som piblede, glider,
Fast hun den i Faldet modstrider.
Hun skuer Naturen i Vaarens Dragt,
Paa qvidrende Fugl hun stirrer;
Og Ømhedens Tryllen med elsket Magt
Den Yndiges Sjel forvirrer.
Om Faderens Hals hun sig heftigt snoer,
Og fuldt ved hans Kiertegn sig lønnet troer;
Men Tullney forstaaer hendes Smerte,
Og Fryd gjennemluer hans Hjerte.
Han drager til Engellands Hovedstad,
Saa stolt af sin Datter kjære.
”Min Svigersøn”, tænker den Lord saa glad,
”Skal rigeste Hertug være.
”Min Jenny er ædel og faur og huld:
”Hun glimre med Perler, med Steen og Guld,
”At Hver i de funklende Sale
”Berust om Miss Tullney man tale!”
Ung Jenny, fuldblomstrende, skjøn og blid,
Som svævende Huldgudinde,
Alt Hyldning af Mænd og af Qvinder Nid
Ukunstlet forstaaer at vinde.
Hun tumler i Glæde fra Sal til Sal,
Som legende Zephyr, fra Val til Val;
Ej kjendt med de voxende Farer,
Hun throner paa sukkende Skarer.
Nu Bejlere komme med Prunk og Karm,
Og andre med sleskeste Bønner:
For ingen oplues den Jomfrue-Barm,
Slet ingen Miss Tullney lønner.
Hun spørger: ”Hvad frommer vel Guld og Bram,
”Og hyller ej Last sig i Stoltheds Hamm? —
”Nej, den, mig til Altret skal føre,
”Min Rigdom ej, — jeg ham skal røre.”
Af skinnende Hals hun de Perler tog,
Den guldstukne Dragt borthængte;
Af Armen de demantne Baand hun drog,
Af Haaret hun Fjeren slængte.
Nu, klædt i Linon, hun med yndig Haand
Omgjordede Livet med blegrøde Baand;
Halvt Liljebarmen sig hæved’,
Den hængløse Lokker omsvæved’.
Saa gik hun i Kreds, hvor ej Hoffolk gaae,
Saa vanked’ hun der med Glæde;
Med spejdende Blikke den hende saae
I kummerfri Dands at træde.
Sir John gjennemgnød hendes Øjes Glands;
Han bød hende op til en Valtse-Dands;
Hun fløj gjennem studsende Rader,
Og glemte sig selv og sin Fader.
Hun fløj med Sir John i den Valtse Dands,
Saa blødeligt tæt omarmet;
I Hvirvlerne bævede Pigens Krands,
Og Hjertet saa flux blev varmet.
Paa Ridderens Skuldre var bløden Arm,
Ved Ridderens Hjerte var stegen Barm,
Og Sjelen saa nær ved at blunde,
Mens Verdener om hen forsvunde.
De pusted’, de hvil’de sig begge To,
Sir John ved Miss Jenny’s Side;
Men Hvilen af Dandsen var ingen Ro,
End Hænderne sammenglide;
I brændende Øjekast, afbrudt Lyd,
Var Himmel og Helved, var Qval og Fryd;
Hos Ridderen stormed’ det saare,
Hos Jenny fremstial sig en Taare.
Nu løstes hans Tunge: ”O Mø saa huld!
”Bliv min, Du Tilbedelige!
”Din Ynde jeg hylder, og ej dit Guld:
”Jeg bejer mig ej for Rige.
”Til Nøjsomheds Fordring i Jevnheds Skjød
”Jeg rundeligt Nok af min Skjebne nød;
”Og Kiærligheds Luer at nære
”Min Id og min Stolthed skal være.”
”Bliv min! og jeg lover dig, hver din Lyst
”Min helligste Lov skal være;
”At fylde med Saligheds Væld dit Bryst
”Skal vorde min Roes og Ære.”
(Den Ridder var ædel, var rank og føer,
Og ejed’ den Adfærd, som tækkes Møer,
Den Kjekhed og Blidhed tillige,
Som fængsler hver følende Pige.)
Nu blusser Miss Jenny, er kold og varm,
Som Iis, og som idel Lue;
Nu stiger, nu falder den skjønne Barm,
Og Øjet ej op tør skue.
Hun bæver, vil tænke, men kan det ej;
Hun prøver, men kan ikke sige Nej;
Mens Blyhed mod Hjertet vil stræbe,
Undslipper et Ja hendes Læbe.
Saa tumler hun hjem imod Morgenstund,
Og favner sin vaagne Fader:
Med skjælvende Møje sin favre Mund
Hun strax om Sir John oplader.
Beaandet af Elskov nu Talens Strøm
Forkynder den Lord hans Udkaarnes Drøm,
Den Drøm om de kommende Glæder,
Den Haabet sin Yndling tilsteder.
Ud foer han af Sengen, og rædsomt fnøs:
”En Ridder, en Ridder, Pige!”
Og Jenny forstod ham ej, stirred’, gjøs,
Og vidste ej Ord at sige.
”En Ridder.” saa fnøs han, ”ved Himlens Gud!
”En Lord! — eller aldrig du vorder Brud.
”Gak fra mig! En Lord skal det være,
”Som deler mit Guld og min Ære.”
Saa gik hun med lynslagen Sands derfra,
Hun gik med utolket Smerte.
Hun tænkte sin Fader, Sir John, sit Ja,
Og Døden omkneb det Hjerte.
Men Elskoven vandt: ”Ih du fromme Gud!
”Naar gav mig min Fader saa grumt et Bud?
”Han giver nok siden sit Minde.”
Hun trøstlig lod Kiærlighed vinde.
Han spærred’ sin Datter i Kamret ind,
Da voxed’ just Elskovs Flamme,
Da voxed’ just Gjenstrid i Pigesind,
Og gjorde hans Værk til Skamme.
Hun net af sit Lagen en Strikke skar,
Der hende fra Vinduet paa Gaden bar:
Alt aarle hun slap af sit Fængsel,
Og stilled’ sir Elskedes Længsel.
”Til Præsten, min John, paa det Verden ej
”Forklastrer din skyldfrie Pige!”
Saa bad hun, og straxen ad Kirkevej
I færdige Vogn de stige.
For Altret de mødte, de hulde To,
For Præsten de svore hinanden Tro,
Og Jennylild, uden at tøve,
Drog hjem med sin Ridder den gjeve.
Hun sendte Lord Tullney med Brev et Bud:
”O! giv nu dit Fader-Minde!
”I Vrede du skued’ min Ridders Brud:
”Tilgiv nu hans Ægteqvinde!
”Ak! hvad har jeg gjort, at du vredtes saa?
”Jeg ømt dig skal pleje til Alder graa;
”Sir John dig tilfode vil falde:
”Tilsted ham, dig Fader at kalde!”
Saa svared’ den Fader: ”Her sendes dig
”Dit Guld, dine Ædelstene.
”Jeg bander dig ej, skjønt du trodsed’ mig;
”Men nu vil jeg boe alene.
”Drag hjem med din Skotte paa Gjeddejagt!
”Spiis Havrebrød med ham i Vadmels Dragt!
”Min Vrede han aldrig skal bøje:
”Farvel! Kom ej meer for mit Øje!”
Sin Kummer hun tømmer i heden Graad,
Og striddeiigt Taaren rinder,
Mens John, skjønt hans blussende Kind er vaad,
Aftørrer den Armes Kinder.
I Veemod saa sjunke de, Bryst ved Bryst,
Men sjunke fra Veemod i Ømheds Lyst;
Thi Ungdom og Elskov bortsmile
Al Kummers forgiftede Pile.
”Vi lyde min Fader,” var Jenny’s Ord,
Mens kjælent hun John omarmer,
”Vi fare herfra til dit Fædre-Nord!
”Der Ingen med Haanblik harmer.
”At nøjes med Lidet, er sødt og let,
”Naar Kiærlighed for os velsigner det:
”Maaskee, før et Aar er henrundet,
”Min Fader sin Harm har forvundet.”
Alt roe de paa Themsen fra Huus til Huus
Det rolige Hav imøde,
Og yndigt i Flodens de lette Kruus
Sig spejler den Aftenrøde.
Alt naae de til Skibet; det Hav er glat;
Der saligt de slumre den Bryllupsnat,
Og vækkes af purpurklædt Morgen,
Og blidere føle de Sorgen.
Paa Havet de glide med sagte Bør
Af spøgende Vestenvinde,
Og Haab sig fremlister, og Kummer døer,
Alt medens de Strande svinde;
Og Haabet oplues i Elskovs Favn:
De drømme sig alt i den skotske Havn;
Ni Døgn over Havet de glide,
Forglemmende næsten, at lide.
Lord Tullney sig kedte ved egen Harm,
Han kedte sig ved at bande:
Thi drog han fra Staden med ængstet Barm,
Med Sex han det hjem lod stunde.
Han naa’de sin Borg; men den skummel var,
Endskjønt det var Foraar, og Dagen klar:
Hvor Jenny ej loe, var det øde;
Hans Hjerte begyndte at bløde.
”Ak! altid jeg føjed’ min Jenny før:
”Nu var jeg den haarde Fader.
”Vor Herre, tilgiv mig! Nu Bod jeg gjør;
”Jeg nu hendes Valg tillader.
”Jeg flux til Sir John vil opsende Bud,
”Og kalde ham Søn, og mit Barn hans Brud.
”Jeg Gud i Miskundhed vil ligne,
”Og mig mine Børn skal velsigne.”
Ni Døgn over Havet Sir John og Viv
I frydelig Tryghed svæved’;
Da truede Fare hver Sejlers Liv:
En Storm fra Nordost sig hæved’.
Huult larmede Bølgen, og steeg, og steeg,
Den knaded’, og Glæden fra Parret veeg:
Vel føjed’ det Læbe til Læbe,
Men Angester Elskov modstræbe.
”Ak, at jeg min Fader fortørnet har!
”Ak! derfor jeg nu maa lide;
”O! John, o! min John, om nu du ej var …”
Saa venede sig den Blide.
Men Bølgen sig taarned’ til Mord og Gru,
Og slog det arbejdende Skib itu:
En Planke mod Ridderen stødte,
Dog greb han sin Qvinde, og blødte.
Paa Planken han svømmed’ med Byrde kjær,
Tæt Jenny omarmed’ Manden;
Men, o! hvor han blødte, saa fjern og nær
Flød Blod mellem Vand til Stranden.
Nært øjned’ Lord Tullney fra Tullneyhall
Den Jammer, og iled’ af Marmorsal:
Han iled’, at hjelpe de Arme,
Som kæmped’ mod Bølgernes Harme.
Han kom, og han skued’ — ”O Gud! o Gud!”
Saa skreg han, og tav i Dage:
Sir John var alt død; men halvdøde Brud
End kunde sit: ”Fader!” klage,
”O Fader, tilgiv mig i Dødens Stund!”
Da tav, og da blegned’ den Rosen-Mund;
Dog end fik hun heftet med Møje
Paa Manden det bristende Øje.
Lord Tullney hos Betsy dem jorde lod,
Og tøved’ i Borgen ene.
Snart kostelig Støtte paa Graven stod
Af hvideste Marmorstene.
Den skued’ han dagligt; saa gik et Aar:
Men Tiden ej læged’ hans dybe Saar.
Stum var han, og tryktes af Sorgen,
Og skued’ med Jammer hver Morgen.
Han tæredes hen under beske Nag,
Til Lindring han Intet kjendte;
Om søvnløse Nat og om øde Dag
Af Tørst efter Død han brændte.
Da læskede Himlen hans Lue-Tørst;
Thi Dødstimen kom: da han smil’de først,
Saa bød han sig baaren i Haven,
Der døde den Olding paa Graven.