Ingen Vennesang om Højtid lyder,
Veemods Klynken hilser Glædens Dag;
Ak, Elise! thi Din Taare flyder,
Og Dit Hjerte slaaer saa tunge Slag.
Skjønhed, Uskyld, Vids og Fromheds Minde
Drage Dig med Kraft fra Glædens Færd:
Gode Pige, lad kun Taaren rinde,
Thi Din tabte Rikke var den værd.
Men tillad en Ven, Du sjelden møder,
At han taler Hjertets Ord med Dig!
Ogsaa dette Hjerte stille bløder:
For Din Kummer det oplukker sig.
Skal da Døden al vor Glæde hade?
Skal den myrde, hvor den Skjønhed saae,
Hvor paa Kinder unge Rosenblade,
Og i Gruber søde Liljer laae;
Hvor en Barm, som nybesneete Høje,
Under Blyheds Dække steeg og faldt;
Hvor et lyst og venligt Cherub-Øje,
Ubevidst sin Glands, fortrylled’ Alt? —
Pige, ja! hvor kunde Skjønhed frede,
Medens Sjelens Adel freder ej?
Saae Du ikke Dydens Børn hernede
Tit bortrykkes fra den stolte Vej?
Rikke var jo Blidheds milde Datter
Med et Hjerte, stort og ømt, som Dit,
Med en Aand, som ikke Daaren fatter,
Med et Liv, for mindste Brøde frit.
O! som naar en skyfri Morgenrøde
Lover Høstens Flok en Dag i Fryd,
Saae vi hendes Fremtids Daad imøde,
Hendes Høst af stille modnet Dyd.
Dog, mens end de spæde Knopper smil’de,
Før den favre Blomst var viklet ud,
Rikke hørte Dødens Kald, og il’de —
Ak! hvorhen? — Elise, til sin Gud!
Gud er stor i Livet, stor i Døden;
Han er huld, som ordned’ Liv og Død;
Viis han Dagninggry med Aftenrøden,
Dag med Natten at omvexle bød.
Alt i Vuggen Barnets Smil forklarer:
”Livets Gud er kjærlig, viis og stor;”
Og de mørke Graves Tavshed svarer:
”Dødens Gud er kjærlig, viis og stor.”
Alt før Jordens Fødsel sang det Øde:
”Stor og viis og huld er Jehovah;”
Og ved Evigheders Port vi møde:
”Gud fuldkommen er — Hallelujah!”
Pige, det er ham, som ofte lader
Mødig Olding krympes ved sin Stav,
Medens han, den idel, idel Fader,
Lægger Haabets Yndling i sin Grav.
O! det er saa godt, at eje Livet;
O! det er saa saare godt, at døe:
Held Enhver, som Gud har Naade givet,
At vi Blomster paa hans Grav kan strøe!
Kirkegaardens Tavshed os ej skrække!
See, dens Muld er Dydens Fristed her:
Det skal, strøet med Roser, hende dække,
Som var nys iblandt os, huld og kjær.
Der ej Smigers Hugorm aander Smerte;
Der ej blænder Lykkens golde Tant;
Der miskjender Ingen hendes Hjerte;
Der hun uforstyrret Hvile fandt.
Vel hun der ej Elskovs Lyst fornemmer;
Men hun føler heller ej dens Qval;
Hun ej hører Dydens Jubelstemmer,
Men ej heller Lastens onde Pral;
Hun ej fælder Glædens Engletaare
Paa en Yndling, trykt i Moder-Arm;
Men ej heller Smertens Graad skal saare,
Blodigt saare hendes skyldfrie Barm.
O! fra hver en mulig Sorg hun hviler;
Godes Veemod ærer hendes Leer;
Fredens Engel hendes Grav omsmiler,
Hvisker: ”Held, hun kan ej lide meer!”
Hun har godt, Elise! Derfor Glæde
Mellem Sorgens Taarer blande sig!
O! vi skal jo Alle heden træde:
Dødens Hilsen ogsaa vinker Dig.
Livet er et stakket Spand af Dage,
Dem en kjærlig Faderhaand os gav:
Lad os nytte dem, vi har tilbage,
Og da trøstigt skue mod vor Grav!
Held med Dine Dage, gode Pige!
Ofte komme denne blid igjen!
Altid skue den Din Glæde stige,
Altid mange Gode signe den!
Og naar Dine Purpurlæber blegne,
Og Du længes efter Fredens Havn,
Sødt Du hen i Gravens Drømme segne,
Og opvaagne sødt — i Rikkes Favn!