Du kjære Gud, som yndte mig
Hver Lykke, jeg begjerte,
Ifald den syntes god for dig,
Og tjenlig for mit Hjerte!
Jeg dig hver Aften kalder paa
Før jeg mit Øje lukker:
Gid dig min Bøn behage maa!
Du smile, naar jeg sukker!
Til intet Menneske jeg tør
Min hjertens Mening sige;
Men aldrig du mig skamfuld gjør,
Mig stakkels unge Pige.
Du skabte Mand til Pigens Fryd,
Og Mø til Mandens Glæde;
Og aldrig rødmer ægte Dyd
Ved Elskovs Myrthekjæde.
Den Lænke tog jeg gjerne paa,
Det veed du vist, o Herre!
Dog murets ene jeg maa gaae,
Og kede mig, desværre!
Jeg har nu fyldt de tyve Aar,
(Jeg knap det nævne gider;)
Og Pigekrandsen paa mit Haar
Saa fast, som Borrer, sidder.
Lad snart en Yngling, klog og god,
Sig i mit Øje spejle,
Og vakkert sukke ved min Fod,
O! lad ham til mig bejle!
Jeg giver ham da bly min Haand,
Dog med Forældres Minde,
Og knytter helligt Ægtebaand,
Og vorder Danneqvinde.
Ah! jeg skal pleje ham saa fro,
Og kysse ham saa kjærligt,
Og være huuslig, stille, tro,
Og det skal gaae saa herligt.
Jeg favner ham med bløden Arm,
Naar han ved Dag har Stunder;
Og han skal hvile ved min Barm,
Naar han om Natten blunder.
O Gud! jeg siger ikke Meer;
Du nok min Mening kjender,
Og snart lyksalig Brud jeg seer,
At mig en Mand du sender.