Paa en Faders Fødselsdag
(I hans Børns Navn.)
(I hans Børns Navn.)
Tilsmil vor Sang, Du Dydens Ven!
Dens Jubel Dig skal offret være;
hør, dybt fra Hiertet lyder den:
Dit Hierte lyder den til Ære.
Vi see Din Gang til Staters Gavn,
den Pligt Dig bød, saa skjønt at træde:
vi synge kun Dit Fadernavn:
beløn vor Sang med Faderglæde!
Naar gavnlig Daad henriver Dig,
og præger Alvor i Dit Øie;
naar Syslers Tal optaarner sig,
da ære vi Din ædle Møie;
men naar Du, efter lange Dag,
Dig, mødig, fro iblandt os hviler,
vi signe Hvilens Klokkeslag,
og takke Gud, fordi Du smiler.
Du lystes ei i Kongeborg
at myrde Tid ved malte Blade:
Du glemmer Dag og Daad og Sorg,
naar blot os Børn Du skuer glade;
og, Held os, Ædle! ved Dit Bryst
kan ingen Kummer Dine trykke:
at elske Dig, er Pligt og Lyst;
af Dig at elskes, Meer, end Lykke.
O Fader, see, hvor Haand i Haand,
den Dag, som gav os Dig, vi møde!
See, Takken flammer i vor Aand;
men Ordet paa vor Læbe døde.
O! kunde vi dog takke ret,
og læse Glæden i Dit Øie!
Vi ligne Dig! Saa er det let,
da lønnes Du for Huld og Møie.
Dig signe Gud, mens end Du staaer
i Manddoms Kraft ved Fredriks Side!
Dig signe Gud med Sølverhaar,
som Daad, ei Sorg, har malt saa hvide!
Din fjerne Alder signe han!
Seent modnes Du til Evigheden!
Og, end fra Lønnens Fødeland,
o Fader, sign os Børn herneden!