Høsten
Sapphisk Ode.
Sapphisk Ode.
Atter kommer Høsten og kolde Dage,
Skoven gulnes, Taage i Dalen svæver,
Stormen vaagner, visnede Løv bedække
blottede Marker.
Ingen Rødme østlige Sol bebuder,
ingen Sange hilse dens matte Straaler,
intet Purpur glimrer i Vestens Skyer,
naar den neddaler.
Mørke Dage mørkere Dage varsle,
Duggens Perler vorde til sneehvid Frostrim.
Vaagnet Øie blinker og seer og undrer:
alt er det Vinter.
Saa farvel da grønnende Dal og Slette,
mørke Løvsal, Skiulet for Elskovs Møder,
svale Skygger, legende Vestenvinde,
yndige Nætter!
Til min Hytte iler jeg nu modfalden.
Lille Blomst, du Levning af Vaarens Glæde,
fly mit Øie, ene du Savnets Smerte
hos mig forøger!
Dog — min Siæl du prise Naturens Love;
du vel savner Glæden i hvide Marker,
men i Hytten skal den paa ny opvaagne.
Trøst du dig atter.
Mine Guder: Skaldmøen, Haabet, Søvnen!
eders Skiød tilbyde mig nye Glæder;
staae mig bi, da trodser jeg rolig Nordens
hvinende Storme.
Dagen skal mig Skaldmøens Sang forædle,
Søvnens Nektar Øiebliks Nætter skienke,
Haabets Drømme tryllende mig forkorte
Foraarets Venten!