Naar Du lykkelig, som Danneqvinde,
med en Pusling ved din hulde Barm,
smiler fro til svundne Tiders Minde,
favnet af din ædle Mages Arm;
naar med Modersiel i klare Blikke,
og med Hustrue-Hiertet i dit Bryst
Du gienkalder mangt et "Glem mig ikke",
og hentrylles i Erindringslyst;
naar Du signer gyldne Pige-Dage,
da de mange skarer hyldte dig: —
Kald Dig og en syg Poet tilbage,
lad mig haabe, Du vil mindes mig!
Ogsaa jeg har paa dit Øie stirret,
trykt min hede Læbe til din Haand,
og lyksalig, underlig, forvirret,
troet min Aand beslægtet med din Aand.
Ogsaa jeg har knælt for Skiebnens Fader,
naar jeg ofte, ofte tænkte dig,
sukket: "Du som signer Myriader,
Fader, giør Sophie lykkelig!"
Jeg var stolt, fordi jeg kunne fatte,
Hvad vi hver, som hyldte dig, forstod:
Alt dit Vid, din Yndes rige Skatte,
og fordi jeg føl’de, Du var god.
at Du har en blid retskaffen Mand,
at Du smiler med en Engels Mine
til dit skjønne kald i Moderstand: —
O! da banker høit mit syge Hierte,
og jeg er saa ganske himmelglad,
at jeg glemmer selve Krampens Smerte,
seyrer modigt over Lykkens Had.
Derfor, ædle, skiønne, gode Qvinde,
naar dit Hierte rummer mangen Ven,
Mig en liden Krog deri lad finde,
om Du troer, jeg ei vanærer den!
Og naar jeg fra Litanie og Møje
hviler ud i rosensmykket Grav,
kast imellemstunder hid dit Øye
til det Blad, som venligt du mig gav!
Ynd det, peeg derpaa og siig: "Veninder,
mange Torne groede paa hans Vei;
Blomster ofred’ han til hulde Qvinder:
Her han gav mig en Forglemmigei."
Kiøbenhavn, 7. November 1796
Haste