Saae du det Løv, som brat af Grenen faldt?
Det var saa faurt; men, ak! det visned’ alt.
Huult brøler Storm med vilde Morderskrig:
Naturen græder ved sin Yndlings Liig:
hvor smiler Vaar? — Forbi, forbi
er Glædens Smiil i Vaarens Trylleri.
Hvad svinder ej? — Hvor Elskovs Dagning leer;
hvor Dyden fro paa Uskylds Lege seer;
hvor hulde Myrther sig om Sundhed snoe,
saa tæt derved de Rosmariner groe.
Ak! Myrther døe: forbi, forbi
i Dødens Arm er Elskovs Trylleri.
Forgjetmigej i Venskabs Have staaer:
et Hjertepar for blide Glæder slaaer,
og, Haand i Haand, ad Rosenbane hen
med stadig Gang fremvandrer Ven med Ven.
Men Timen slaaer: forbi, forbi
er ogsaa Venskabs Himmel-Trylleri.
O! græd dog ej! En nyfød Vaar saa glad
udsmykker nøgne Green med yndigt Blad:
saa skal og Ømheds rene Glæde vist
i Himles Ly forynget vaagne hist
Da jubles højt: ”Forbi, forbi
”er Livets Sorg med al dets Tryllerie.”
Haste.