Gud veed, Du Bedste, at min hele Sjel
velsigner Dig, endskjønt min Harpe tier:
at synge Skaberinden af mit Vel,
er alt for stort for mine Melodier.
Vel qvad jeg ofte for en ædel Mø;
og stundom for en værdig Danneqvinde
jeg voved’, Blomsten Glemmigej at strøe,
og rosenblandet Myrthekrands at binde.
Dog, o Birgittte, siig, om Du ej veed,
at Veemod lød, saasnart jeg Harpen stemte;
at vældeligen strømte Taarer ned
paa mangen Krands, man længe siden glemte?
Og derfor tier jeg; thi blot til Fryd
indvie vilde jeg min lave Tone,
naar Sangen skulde tolke huuslig Dyd,
og Ømheds Salighed, og — Dig, min Kone!
Et Brev Du faaer; og det er Alt. Endnu
jeg, hvis jeg kunde, gjerne vilde qvæde;
men Kongens Toldflag — kom det vel ihu! —
bortvajer Musers blide Sorg og Glæde.
Dog, Elskte, selv et Brev kan sige Dig,
at ikke halvt jeg kan mit Held udtrykke;
at jeg er — Himlen veed, hvor lykkelig,
og — Himlen veed, erkjendtlig for min Lykke.
O! naar med mørke Blik jeg paa Dig seer,
og Dine Taarer da saa sagte glide,
da tænker jeg: ”Hun skal ej græde meer!
”Vor Herre signe hende dog, den Blide!”
Og stille beder jeg til Livets Gud
om Sundhed til mig selv, for dig at glæde,
og takker ham saa rørt, fordi hans Bud
har samlet os i hellig Ømheds Kjæde.
Ja, naar jeg tit i maan’lys Nattestund
betænker Sorg og Fryd paa Skæbnes Veje,
jeg seer med himmelsk Lyst Dit skjønne Blund,
som om en Engel slumred’ paa mit Leje.
Thi Uskyld paa Din aabne Pande staaer,
og Fred paa Dine lukte Øine hviler,
og paa Din hulde Kind er frodig Vaar,
og Ømheds Himmel fra Din Læbe smiler.
Og Gudsfrygt, veed jeg, i Dit Hjerte boer;
med Ærefrygt Du paa Din Skaber tænker;
med barnlig Underkastelse Du troer,
Algodhed kun det Allerbedste skjenker.
Da tænker jeg: ”Hvad fattes mig? — Lidt Guld!
”Maaskee det er mit Held, jeg intet ejer;
”og aldrig Peru’s blodbesprængte Muld
”en Ægtefælles Salighed opvejer.
”Nej, gode Forsyn, und mig Skjul og Brød,
”og Nøjsomhed i reen og liden Hytte,
”og und mig da Birgitte til min Død!
”Da skal min Aand med Lovsang heden flytte.
”Og, vil din Viisdom, o! saa lad din Magt
”indgyde bedre Blod i disse Aarer!
”thi, ak! min Hustrue seer mod Enkedragt
”med ængstet Sind, og fælder bittre Taarer.”
Saa tænker jeg, og sover ind, og sødt
jeg drømmer flux om klare Fremtids Dage,
og hviler, Arm i Arm med Dig, saa blødt,
og vaagner op, og byder Daaren klage.
Og naar jeg da om Dagen seer, hvor tro
Du sysler om i Huset for at gavne,
og, kun ved stiftet Gavn, er let og fro,
og neppe Stunder har, mig at omfavne:
da tier vel min Læbe; men i Lyst
mit glade Hjerte sig mod Himlen hæver,
og Mindet af hver mødig Smertes Dyst
sig taber i det Held, hvori jeg svæver.
Døm, Ejegode, da, hvor glad jeg nu
Din skjønne Fødselsdag imøde træder!
Den tit neddale over Dig, og Du
den altid see bestraale milde Glæder!
Vær lykkelig, som Hustrue, i min Arm,
vær lykkelig Veninde ved mit Hjerte!
Og engang lønne Glutten ved din Barm
titusendfold en signet Moders Smerte!
Dens skyldfrie Lege fryde Dig, dens Ild,
dens Væxt i Dyder Dig en Støtte love,
naar jeg forlader Dig, til Himlen mild
indbyder Dine Lemmer til at sove.
O! da skal ingen Afskedstanke meer
Dit ømme Hjerte presse til at bløde: —
Gud signe Dig! Med rolig Aand jeg seer
vor Fremtids Liv, vor Evighed imøde.
Den 6 December 1800.
Haste.